Uppsala, gammel kulturby med ærkebispesæde og Nordens ældste universitet 65 km nord for Stockholm; 140.454 indb. (2011), Sveriges fjerdestørste by.
Faktaboks
- Etymologi
- Byen kendes sidst i 900-t. som Ub salum 'det længere oppe liggende Sala', oprindelig pluralis af substantivet sal.
Fra hedensk tid og til langt ind i 1800-t. afholdtes her, som et bindeled mellem Norrland og Sydsverige, Sveriges største marked, Distinget, hvor der især handledes med skind, og hvor der efterhånden nedsatte sig forskellige håndværkere.
Byen opstod som handelsby på østsiden af Fyrisån; åens vestbred blev efterhånden domineret af domkirken, universitetet og slottet. Den markante forskel mellem den borgerlige bydel og domkirkebyen er fortsat tydelig. Byens centrale dele, hvis rudeformede gadenet er resultatet af en plan fra 1643, har ændret karakter i 1960'erne og 1970'erne, idet den gamle bebyggelse med undtagelse af huse i Övre Slottsgatan og Svartbäcksgatan blev revet ned og erstattet af høj bebyggelse.
Uppsala universitet blev grundlagt i 1477 og strækker sig nu i et 5 km langt, sammenhængende bælte af institutioner fra slottet og Akademiska sjukhuset til Ultuna (Sveriges lantbruksuniversitet). Akademikvarnen ved åen neden for domkirken rummer Upplands-museet. Nær ved stedet, hvor ærkebispesædet lå i middelalderen, opførtes Gustavianum i 1620'erne som universitetsbygning; det rummer bl.a. Olof Rudbeck d.æ.s anatomiske teater (auditorium) fra 1663; bygningen er en af de få, der blev skånet under en brand i 1702.
Omkring domkirken står flere bygninger fra 1700-t. af arkitekten Carl Hårleman, syd for kirken ligger Helga Trefaldighets kyrka fra 1300-1400-t. Carolina rediviva (1841) rummer universitetsbiblioteket.
Slottet, der ligger højt over den øvrige by, blev påbegyndt af Gustav Vasa i 1549 som fæstning; efter bybranden i 1702 genopførtes det fra 1744, anvendtes til landshøvdingeresidens og rummer nu bl.a. universitetets kunstsamlinger og Upplands konstmuseum. Vest for slottet findes Botaniska trädgården, anlagt som slotspark i 1660'erne; den blev i 1787 skænket til universitetet, der her lod institutionsbygningen Linnéanum (Botanicum) opføre af L.J. Desprez. I Svartbäcksgatan findes Carl von Linnés hjem (nu museum) i Linnéträdgården.
Blandt byens markante nye bygninger er koncert- og kongreshuset Uppsala Konsert & Kongress, opført 2005-07 ved Henning Larsen Arkitekter.
Byen med dens talrige studerende var for en tid kendt som Cykelsala, især pga. Nymans cykelfabrik, der i 1940'erne var Nordens største. Nu dominerer lægemiddelindustrien, levnedsmiddelindustrien og grafisk industri samt private forskningsvirksomheder inden for lægemiddel- og datalogibrancherne; byens bioteknologiske virksomheder er i vækst med bl.a. storkoncernen Pharmacia.
I Uppsala Science Park formidles et samarbejde mellem erhvervslivet, universitetet og andre statslige organer og institutioner, der har sæde i byen: Läkemedelsverket, Livsmedelsverket, Statens Veterinärmedicinske anstalt, Sveriges Geologiska Undersökning og Sveriges lantbruksuniversitet. Evolutionsmuseet har Skandinaviens største samling af dinosaurer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.