Eva-hypotesen

Eva-hypotesen, palæoantropologisk hypotese om det anatomisk moderne menneskes oprindelse. Hypotesen blev formuleret i 1987 på basis af undersøgelser af mitokondrielt DNA (mtDNA), som kun nedarves fra mor til datter. I sin mest enkle form betyder hypotesen, at alle nutidige mtDNA-typer hos mennesker kan spores tilbage til en enkelt mtDNA-type eller populært sagt en enkelt kvinde, "Eva", der angiveligt levede for 200.000-100.000 år siden.

Den største variation af mtDNA-typer findes i dag i Afrika, så hypotesen antager, at Eva levede i Afrika. Det antages endvidere, at Eva og hendes slægtninge var anatomisk moderne mennesker, som spredte sig ud over den gamle verden og fortrængte de mere arkaiske folk i Europa (neandertalerne) og Asien (Homo erectus).

Man har tilsvarende studeret et stykke DNA fra Y-kromosomet, som kun nedarves fra far til søn. Tolkningen af resultaterne er usikker, men manglen på variation tyder på, at vi for relativt kort tid siden havde én fælles forfader, naturligvis kaldet "Adam".

Den vigtigste alternative hypotese er hypotesen om regional kontinuitet, der hævder, at anatomisk moderne mennesker er opstået fra mere arkaiske folk i de enkelte dele af den gamle verden, dvs. uden en udskiftning af befolkningerne. De oprindelige befolkninger anses for at være efterkommere af menneskegrupper, der udvandrede fra Afrika for mellem 1,8 mio år og 500.000 år siden. Ifølge denne hypotese har der været genetisk kontakt mellem befolkningerne i de enkelte verdensdele, således at der hele tiden har været tale om en art.

Hver af de to hypoteser indebærer altså en udvandring fra Afrika, og det er især tidsfastsættelsen af denne, der er stridens kerne; både de genetiske studier og fossilstudierne er blevet brugt i argumentationen for begge hypoteser.