Klokkekurven viser fordelingen af intelligenskvotienterne ved undersøgelse af store grupper. Middeltallet er beregnet til IK 100 med lave præstationer til venstre og høje præstationer til højre. 23 af de undersøgte er beregnet til at ligge mellem IK 85 og IK 115, så de passer ind i en normalfordeling eller gaussisk fordeling, som den også kaldes. IK beregnes ved prøver, der bygger på antagelsen om, at der findes en generel intelligens, der kan bruges på alle livets områder. Prøverne laves, så der kun bliver få personer med meget lave og meget høje resultater.

.

Intelligens er evnen til hurtigt og effektivt at kunne håndtere mental kompleksitet bl.a. i forbindelse med at ræsonnere, planlægge, problemløse, forstå, tænke abstrakt og uddrage en erfaringsbaseret lære. Intelligens er normalfordelt. Det vil sige, at de fleste mennesker befinder sig omkring gennemsnittet, mens færre har meget lav eller meget høj intelligens.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer via tysk og fransk fra latin intelligentia 'indsigt', der er dannet af verbet intellegere'forstå, opfatte'.

I praksis er intelligens vigtig for en række livsudfald, som normalt betragtes som positive. Det gælder fx skolepræstationer, uddannelseslængde, socioøkonomisk status og levetid.

Intelligensens opbygning

Intelligens kan bedst forklares som en hierarkisk struktur med tre niveauer eller lag:

  • Generel intelligens. Det øverste lag består af en enkelt overordnet faktor kaldet generel intelligens. Den generelle intelligensfaktor sammenfatter sammenhængen mellem de brede kognitive evner i andet lag.
  • Bred intelligens. Andet lag består af otte brede former for intelligens. Af disse har den såkaldte flydende (opdagende) og krystalliseret intelligens (viden) den stærkeste sammenhæng med den generelle intelligensfaktor. Dertil kommer seks andre brede kognitive evner, herunder hukommelse og indlæring samt visuelle og auditive evner.
  • Specifik intelligens. I tredje lag findes en lang række mere specifikke kognitive færdigheder.
Tre Stratum modellen
Intelligensens opbygning består af tre niveauer: Stratum 3, som er den overordnede eller generelle intelligens, kaldet g, Stratum 2, som består af otte brede typer af intelligens, samt Stratum 1 bestående af 69 smalle evner.
Tre Stratum modellen
Af .

Arv og miljø

Adfærdsgenetiske undersøgelser med tvillingedesign og adoptionsdesign har vist, at intelligens i vid udstrækning er arvelig (mere end 50 procent), og at det såkaldte delte miljø (familieforhold) har beskeden betydning. Ikke delte miljøfaktorer (fx omgangskreds, som familiemedlemmer ikke deler) synes at spille en væsentlig rolle.

Intelligensmålinger

De store intelligensprøver består af mange og vidt forskellige opgaver, så man tester et bredt område af præstationer. 80 procent af delprøverne fordeler sig dog i to områder: Opgaver, der kræver verbalt-sproglig kunnen, og opgaver, der kræver logisk-matematisk kunnen. De resterende 20 procent omhandler områder som fx hukommelse og billediagttagelse.

Ved siden af disse store intelligensprøver findes mange forskellige prøver, der bruges til undersøgelse af afgrænsede kognitive eller intellektuelle funktioner. Det er ofte den slags prøver, der bruges, når man skal tilrettelægge hjælp og optræning for mennesker, der er blevet ramt af hjerneskader.

Brugen af intelligensprøver

I Danmark prøves unge mænd, der indkaldes til session, med en gruppe-intelligensprøve, BPP, som en del af egnethedsvurderingen. Ved personaleudvælgelse af fx ledere anvendes intelligensundersøgelser i et vist omfang. Derudover bruges intelligensprøver især i forbindelse med individuel undersøgelse af børn og voksne, der har betydelige psykiske problemer eller indlæringsvanskeligheder. Kun en mindre del af befolkningen kommer derfor til selv at møde intelligensprøver.

Anderledes er det i fx USA, hvor skoleelever gentagne gange i deres skoleforløb bliver undersøgt med gruppeintelligensprøver. I USA bruges disse prøveresultater til afgørelser om skoleforløb eller klasseplacering. I Danmark fik vi i 1930 den danske version af Binet-Simons intelligensprøver. Den danske Binetprøve fik et langt liv frem til 1960'erne, hvor den blev afløst af den danske version af en amerikansk prøve, WISC.

Andre anvendte prøver i Danmark er bl.a. Raven-prøven (Raven Progessive Matrices), der måler matematisk-logisk intelligens, og Wechslers intelligensprøver for førskolebørn (WWPSI), skolebørn (WISC) og voksne (WAIS).

Intelligensens historie

Den menneskelige intelligens har været genstand for stor opmærksomhed blandt store tænkere i tusindvis af år, men vi skal helt frem til anden halvdel af 1800-tallet for at finde de første store videnskabelige landvindinger på området.

Francis Galton: de individuelle psykologiske forskelle

Francis Galton demonstrerede i 1869, at menneskets karakteristika var normalfordelte og lagde dermed grunden til det videnskabelige studie af individuelle psykologiske forskelle. Han mente, at individuelle forskelle i mentale evner ville afspejles i mål af sensorisk diskrimination og hastigheden af respons på eksterne stimuli. Han udviklede en lang række måleinstrumenter for at undersøge hypotesen og indsamlede store datamængder.

Alfred Binet og Lewis Terman: The Stanford-Binet Test

Den næste store landvinding kom fra franskmanden Alfred Binet. I begyndelse af 1900-tallet gav den franske regering ham til opgave at udvikle en prøve til det franske skolesystem, som kunne forudsige hvilke elever, der ville klare sig mindre godt i skolen. Sammen med kollegaen Théodore Simon udviklede han Binet-Simon intelligenstesten, en pen- og papirtest, der var mere praktisk at administrere end Galtons måleapparater. Testen målte en række forskellige kognitive færdigheder, som kunne sammenfattes til en samlet score.

Binet beskrev fænomenet intelligens som en evne til at tilpasse sig til sine omgivelser under anvendelsen af god dømmekraft; en evne, der var af stor vigtighed for det praktiske liv.

Nogle år efter blev testen justeret af Lewis Terman fra Stanford University, der også tilføjede princippet om en alderskorrigering af testresultaterne. Dette skete i form af en intelligenskvotient, som oprindelig var blevet foreslået af den tyske psykolog William Stern i 1914. Testen blev omdøbt til The Stanford-Binet Test (Stanford efter Termans universitet). Det moderne psykometriske intelligensparadigme var født.

Charles Spearman: faktoranalysen

Selvom man nu havde et praktisk anvendeligt psykometrisk redskab, og flere kom til, fortsatte forskerne jagten på intelligensens natur og struktur. Det næste store bidrag kom fra britiske Charles Spearman, der i slutningen af 1920'erne udviklede den såkaldte faktoranalyse. Formålet med denne var at reducere store datamængder for at finde fælles faktorer.

Faktoranalyse viste, at intelligens kunne reduceres til én enkelt generel faktor, som Spearman benævnte g-faktoren, eller bare g. På den baggrund, udviklede han g-faktorteorien om en overordnet, generel intelligensform og herunder en række specielle underformer, kaldet s. Alle underformerne havde vist sig at være positivt korrelerede og ”indeholdt” således noget fælles (den generelle, g), men også noget specielt (s), der ikke lod sig indfange af den generelle faktor.

Louis Thurstone og Hans J. Eysenck: inddeling i intelligenstyper

Der var andre, fx Louis Thurstone, der på baggrund af en faktoranalytisk tilgang mente, at intelligens skulle ses som en række separate primære mentale færdigheder. Sidst i 1930'erne udviklede han en test til at måle hvad han kaldte de primære mentale færdigheder. Thurstone mente ikke, at der fandtes én generel intelligensfaktor.

Dette fik Hans J. Eysenck til året efter at genanalysere Thurstones data, og demonstrere, at der kunne findes en bagvedliggende generel faktor. Thurstones arbejde medvirkede dog til at vise, at intelligens kunne inddeles i overordnede kategorier eller typer (et led, der lå mellem Spearmans g og s).

John Horn og Raymond Cattell: flydende og krystalliseret intelligens

Den næste store landvinding kom sidst i 1960'erne fra John Horn og Raymond Cattell. De havde opdaget, at den generelle intelligens kunne opdeles i, hvad de kaldte en flydende og en krystalliseret form.

Den flydende intelligens, også kaldet Gf, var ifølge dem et overvejende biologisk betinget fænomen. Den krystalliserede intelligens, også kaldet Gc, kunne opfattes som et udtryk for, hvordan samspillet mellem Gf og omgivelserne har udviklet sig frem til det tidspunkt, hvor individets intelligens bliver målt. De mente, at der fandtes to modsatrettede tendenser bag individets relative stabilitet i udviklingen af generel intelligens i voksenlivet. Nemlig at Gf aftog efterhånden, som vi blev ældre, mens Gc fortsatte sin stigning, og at de så at sige til dels ”udlignede” hinanden.

John Carroll: de tre niveauer af intelligens

I et ambitiøst forsøg på at udrede, hvor mange og hvilke intelligensformer, der fandtes, foretog John Carroll i 1993 et meget omfattende faktoranalytisk studie af sammenhængen mellem forskellige mål for kognitive færdigheder. Carroll inkluderede data fra psykologiske tests, skolekarakterer og kompetencemålinger fra mere end 460 datasæt.

Analyserne ledte ham til den konklusion, at intelligens bedst kan forklares som en hierarkisk struktur med tre niveauer, der repræsenterer henholdsvis en række smalle og brede samt én generel kognitiv evne. På denne baggrund fremsatte han den såkaldte Three Stratum Theory of Intelligence.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig