Faktaboks

Alfred Binet
Født
8. juli 1857
Død
18. oktober 1911

Alfred Binet var en fransk psykolog, der efter juridiske, medicinske og fysiologiske studier blev optaget af psykologiske og pædagogiske emner.

Han grundlagde det første franske psykologiske laboratorium (Sorbonne, 1889), og i 1895 var han medstifter af tidsskriftet L'Année psychologique. Binet har ydet bidrag inden for flere områder af psykologien og studiet af psykiske afvigelser.

Bl.a. på baggrund af iagttagelser af sine egne børn blev han optaget af studier af tænkningens udvikling og af undersøgelser af individuelle forskelle; af mange regnes han for en af differentialpsykologiens grundlæggere.

Størst anerkendelse har Binet dog opnået for undersøgelser af intelligensens udvikling og — sammen med psykiateren Théodore Simon (1873-1961) — som skaber af de første egentlige intelligensprøver i 1905.

Binet-Simons intelligensprøver, oftest kaldet Binetprøven, er blevet oversat til flere sprog, fx udkom en dansk udgave i 1930, ligesom den har dannet forbillede for en række senere prøver (se intelligenstest).

Binetprøven hviler på den antagelse, at intelligens er en global egenskab, der øver indflydelse på næsten alle mentale processer; prøven består derfor af ret forskelligartede opgaver for at kunne dække bredt. Endvidere antog Binet, at barnets intelligens voksede med alderen, så der til hvert alderstrin svarer et bestemt intelligenstrin, mental alder, som er typisk for den pågældende alder.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig