imitation (efterligning)

Allerede det helt spæde barn imiterer moderens ansigtsudtryk, bevægelser og lyde (neonatal imitation). Moderen reagerer på samme måde: Hun imiterer barnets udtryk. Denne gensidige imitation, der kan betragtes som organismens første og mest basale indlæringsform, er grundlaget for udvikling af kommunikation, sprog og sociale færdigheder, som læres i et stadigt samspil med andre mennesker. Imitation er tæt forbundet med indlevelse, dvs. identifikation med den anden part.

Færdigheder læres i høj grad ved, at den, der ikke kan endnu, imiterer den øvede, der dermed fungerer som model. Det gælder i såvel leg som idræt eller håndværk. Imitation kan indebære en aktiv indstilling med en vilje, dvs. en intention om at lære, men kan også foregå ubevidst. Små børn imiterer med den intention at lære, men de er ikke bevidste herom. Efterhånden som børn vokser op, suppleres imitationen med bevidsthed og sprog, så indlæring også foregår via refleksion, dvs. tænkning, ved samtale med andre og fx ved læsning. På den måde opnås nye erfaringer ikke kun ved direkte iagttagelse og aktivitet.

Imitation er ikke det samme som automatisk kopiering, efterabning. Imitation kræver ofte forståelse både af, hvordan man skal gøre, og hvorfor. Det er specielt tydeligt i børns rolle- og regellege, hvor det ikke er nok bare at se på og så gøre ligesådan.

Social indlæring bygger meget på iagttagelse og imitation af andres adfærd i grupper. Fx stimuleres aggressiv adfærd af andres aggressive adfærd, ikke mindst i grupper.

Inden for musik er imitation den kompositionsteknik, der ligger til grund for hovedformerne i polyfon musik: kanon og fuga. I en kanon gentages (imiteres) en hel melodi i alle stemmer i samme eller anden tonehøjde (da oftest i kvintafstand), mens kun det indledende tema eller motiv imiteres i en fuga. De to former for imitation opstod i hhv. 1300- og 1400-t. Imitation forekommer overalt i kunstmusikken, dog især i renæssancen og barokken (ca. 1450-ca. 1750). I senere tiders sonater og symfonier indgår imitation ofte i gennemføringsdelen (se sonateform). Med fornyet styrke har imitationsteknikken gjort sig gældende i 1900-t.s neoklassik og tolvtonemusik.

Imitatio er den latinske oversættelse af det aristoteliske begreb mimesis. I retorikken bruges det om den bevidste efterligning af en bestemt forfatters (fx Ciceros) eller en genres (fx eventyrets) stil; imitatio bruges som både skriftlig og mundtlig øvelsesform.