mening

Mening, i bred forstand en egenskab ved alt, der kan forstås, besidder en vis sammenhæng eller har en bestemt karakter. Begrebet bruges undertiden også synonymt med "formål", fx når man spørger efter "livets mening".

I nyere angelsaksisk filosofi har man fortrinsvis beskæftiget sig med sproglige udtryks mening (filosofisk semantik). Indtil ca. 1900 blev et udtryks mening normalt bestemt enten som den oplevelse eller tankeakt, der ledsager brugen af det, eller som den ting, udtrykket betegner.

Begge disse teorier blev forkastet af tyskeren Gottlob Frege, der gjorde opmærksom på, at to udtryk, som betegner samme ting, godt kan have forskellig mening. Fx betegner "forfatteren til Fyrtøjet" og "Danmarks berømteste forfatter" samme person, men de to udtryks mening er ikke den samme.

Endvidere behøver et ord slet ikke at betegne noget for at have mening; "julemanden" er et meningsfyldt udtryk. Frege betonede derfor, at man må skelne mellem mening og reference, dvs. det, som udtrykket betegner. Imod teorien om, at mening er en særlig slags oplevelse, indvendte Frege, at sproglige udtryk må være alment forståelige, hvorfor deres mening ikke kan være noget subjektivt og privat.

De logiske empirister (se logisk positivisme) kombinerede Freges synspunkter med en empiristisk erkendelsesteori, idet de bestemte et udsagns mening som den måde, hvorpå man kan fastslå, om det er sandt (dets verifikationsmetode). Dermed angav de samtidig et kriterium for, hvornår et udsagn kan siges at være meningsfuldt.

Dette meningskriterium viste sig dog at være for restriktivt, da det bl.a. havde til følge, at anerkendte videnskabelige teorier måtte afskrives som meningsløse. Endvidere blev den atomistiske betragtningsmåde, som havde præget både Freges og de logiske empiristers meningsteorier, efterhånden forkastet til fordel for en mere holistisk: Ludwig Wittgenstein hævdede på sine ældre dage s.m. andre dagligsprogsfilosoffer, at enkeltstående udtryk slet ikke har nogen selvstændig mening; deres mening afhænger af den sammenhæng, de indgår i.

Dermed opgav man for en tid forsøget på at lave en eksakt, systematisk meningsteori. I stedet blev der sat fokus på de praktiske aspekter af sproglige udtryks mening. Dette udmøntede sig bl.a. i teorier om talehandling (J.L. Austin, John R. Searle, se pragmatik).

I 1900-tallets senere årtier begyndte man atter at forklare sproglig mening ud fra sprogbrugernes tankevirksomhed (H. Paul Grice, Chomsky, Jerry Fodor mfl.). Sideløbende hermed har nogle sprogfilosoffer forkastet den holistiske betragtningsmåde: Mindre, sproglige enheder kan godt have en selvstændig mening, uafhængig af konteksten.

Andre har argumenteret for, at ords mening i nogle tilfælde afhænger af beskaffenheden af de ting, som de betegner. Mod slutningen af 1900-tallet er man altså på en måde vendt tilbage til de positioner, der prægede meningsteorien før 1900, om end i langt mere raffinerede udgaver.

I tysk og fransk filosofi optræder et bredere meningsbegreb, som også dækker ikke-sproglige fænomener. Hos Edmund Husserl bruges det om de måder, hvorpå tingene fremtræder for os i erfaringen. Martin Heidegger anser mening i snæver sproglig forstand for at være afledt af de praktiske og historiske betydningssammenhænge, mennesket indgår i, og den mening, det giver til sit eget liv.