pragmatik

Ud fra Oxfordfilosoffen J.L. Austins arbejder udvikledes i 1960'erne og 1970'erne sproghandlingsteorien, og hans skelnen mellem den lokutionære, den illokutionære og den perlokutionære talehandling har generelt haft stor indflydelse på opfattelsen af sprog. Ytringen opfattes således som bestående af et propositionelt indhold, der angiver sandhedsbetingelser, formidlet med en særlig illokutionær kraft, fx påstande, spørgsmål og løfter. Betingelserne for talehandlingernes udførelse, fx opståen eller grad af vellykkethed, set i forhold til parternes specielle forhold som baggrund, viden og hensigt bliver dermed et væsentligt emne i pragmatikken.

Inden for logisk orienteret lingvistik har især deiksis, implikaturer og præsuppositioner været genstand for forskning. Centralt er her forholdet mellem sætningernes logiske indhold, som det er knyttet til disses denotation, og deres forankring i situationen med de heraf opståede ekstrabetydninger. Også kognitive aspekter inddrages i pragmatikken. I fortsættelse af H.P. Grices banebrydende arbejde med implikaturer har den franske antropolog Dan Sperber (f. 1942) og den britiske lingvist Deirdre Wilson (f. 1941) udviklet en relevansteori, ifølge hvilken al kommunikation styres af et kognitivt relevansprincip, hvor modtageren altid vil søge efter den mest relevante tolkning af en ytrings intentioner.

En omfattende gren af pragmatikken er samtaleanalyse, hvor autentiske samtaler undersøges mhp. afdækning af dels typiske samtalestrukturer, dels hvilke faktorer der påvirker parternes deltagelse i diskursen, fx hvordan man kommer til orde. I den særlige gren konversationsanalyse udforskes sammenhængen mellem parternes sociale og personlige forhold, fx magtrelationer, køn og alder mv., deres hensigter samt de anvendte sproglige og parasproglige virkemidler, fx tøven, afbrydelser og gestus. I øvrigt er der udarbejdet særlige teorier om det sproglige udtryk for argumentation og høflighed.

Den integrerede pragmatik er udviklet af den franske sprogforsker Oswald Ducrot, der opfatter en del af pragmatikken som integreret i semantik. Sandhedsbetingelserne er her sekundære i forhold til sprogets indbyggede dynamik og argumentation. Metoden er strukturalistisk på diskursniveau, og forskningsobjektet er en idealdiskurs opfattet som et system i forlængelse af sprogsystemet, hvor det centrale bliver analysen af, hvilke bindinger forskellige sproglige størrelser lægger på diskursens udvikling.

Integreret pragmatik placerer sig inden for rammerne af strukturalisme på diskursniveau. Metodisk arbejdes der med systematisk udskiftning af enkelte af ytringens dele, hvilket ved placering i minidiskursens større sammenhæng bl.a. kan synliggøre, om en ytrings betydning er positivt eller negativt orienteret:

I lingvistikken anvendes begrebet pragmatik også i en bredere betydning om en anvendelsesorienteret synsvinkel ved udforskningen af et givet sprogligt emne, principielt inden for en hvilken som helst gren af lingvistikken. Således kan fonetiske og prosodiske træk søges forklaret pragmatisk, dvs. med reference til disse træks funktion i tekst og tale.

Den pragmatiske betydningsanalyse indebærer således mindst to forskellige tolkninger af ytringen jeg kommer tilbage om lidt:

1. ytringen tolkes som et løfte, fordi moderen ved, at barnet ikke kan lide at være alene
2. ytringen tolkes som en trussel, fordi barnet lige så godt kan få at vide på forhånd, at der ikke bliver plads til uvelkomne aktiviteter

• argumentationsteori
• semantik
• sprog