det ubevidste

Det ubevidste, opr. et filosofisk, men siden især psykologisk begreb om de impulser, strukturer og forestillinger, der uden for bevidsthedens og viljens kontrol er i stand til at influere på bevidsthedslivet.

Sigmund Freud skabte fra omkring 1900 en sammenhængende teori om menneskets ubevidste, bestående af elementer fra barnets førsproglige erfaringsverden, usocialiserede seksualdrifter og socialt anstødelige tanker, som gennem forsvarsmekanismer, fortrinsvis fortrængning, aktivt holdes borte fra bevidstheden.

Freud sondrede oprindelig mellem det førbevidste og det ubevidste, hvor det førbevidste er det fond af viden, der på given foranledning kan hentes frem i bevidstheden, mens det ubevidste forbliver utilgængeligt og kun ytrer sig indirekte, fx gennem drømme, fejlhandlinger og sygdomssymptomer.

I sidste del af sit forfatterskab erstattede Freud det ubevidste som begreb med det, men understregede samtidig eksistensen af dynamisk ubevidste elementer i jeg og især i overjeg.

C.G. Jung kritiserede Freud for at overdrive den infantile, seksuelle og patologiske side af det ubevidste. Jungs personlighedsmodel er ikke på samme måde som Freuds gennemtrængt af konflikter.

Det ubevidste ligger snarere som et værdifuldt potentiale af urealiserede muligheder og som en veritabel intelligensreserve. Dets vigtigste bestanddele fandt Jung i arketyperne, og hermed supplerede han det personlige ubevidste med en fællesmenneskelig stamme i form af det kollektive ubevidste.

Gennem 1900-t. understregedes i stigende grad den samfundsmæssige side af det ubevidste. Antropologen Claude Lévi-Strauss hævdede, at enhver udveksling af symbolske objekter forudsætter et bagvedliggende system, og at "helheden af disse strukturer udgør det, vi kalder det ubevidste".

I forlængelse heraf fremsatte psykoanalytikeren Jacques Lacan sin tese om, at det ubevidste er struktureret som et sprog. Sprogets regler udgør en strukturel tvang, der er ubevidst for den enkelte sprogbruger.