Introspektion, metode i psykologien, der især blev anvendt af den såkaldt strukturalistiske skole anført af Wilhelm Wundt i Tyskland og Bradford E. Titchener (1867-1927) i Amerika i slutningen af 1800-t. og begyndelsen af 1900-t. Strukturalisterne tilstræbte at opdele de bevidste oplevelser i deres simpleste elementer eller strukturer og udforskede disse hver for sig for derved at nå frem til den grundlæggende forståelse af bevidstheden som summen af disse elementer.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet introspektion kommer af latin introspectio, af introspicere 'se ind i'.
Den introspektive metode består i, at forsøgspersoner undersøger deres egne bevidsthedsprocesser på en bestemt måde. Der er ikke tale om simple dagligdags refleksioner over egne bevidsthedsforløb, men om en særlig optrænet evne til under eksperimentelt kontrollerede betingelser at beskrive den enkelte elementære bevidsthedsproces systematisk og adskilt fra de andre bevidsthedsforløb og associationer, der normalt følger og påvirker den enkelte umiddelbare oplevelse.
Senere psykologiske skoler, fx gestaltpsykologien, indvendte herimod, at den elementaristiske opfattelse af bevidstheden er en fejltagelse og dens metode derfor ubrugelig. Bevidstheden består ifølge gestaltpsykologerne i en strøm af mønstrede eller organiserede helheder (gestalter), som den introspektive metode ikke kan registrere.
Begrebet bruges også mere alment om evnen til selvindsigt, hvilket fx er en forudsætning for at få udbytte af indsigtsgivende psykoterapi.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.