Faktaboks

Villy Sørensen
Født
13. januar 1929
Død
16. december 2001

Villy Sørensen. Den afsluttende historie i Sære historier (1953) er Tigrene; dette dyr hjemsøger pludselig fredelige borgeres huse overalt i landet, hvad der vækker rådvildhed og stor uro. De indretter sig især i kældre, udhuse eller som her på Arne Ungermanns omslagstegning i køkkener og hindrer derved folks adgang. Tigrene i denne historie kan tolkes som et symbol på fortrængte drifter, der udspaltes fra helheden og antager selvstændig form.

.

Villy Sørensen blev tidligt anerkendt; således modtog han allerede i 1962 Det Danske Akademis store pris. Blandt senere hædersbevisninger er den tyske Henrik-Steffens-Preis (1974) og Svenska Akademiens nordiska pris (1986). I 1979 blev han æresdoktor ved Københavns Universitet. Fotografi fra 1998.

.

Villy Sørensen var en dansk forfatter; bror til Henning Sørensen. Villy Sørensen vandt sig ved sin debut i 1953 respekt "med første håndbevægelse" (Jacob Paludans formulering) og placerede sig som forfatter, kritiker og redaktør (af tidsskriftet Vindrosen sammen med Klaus Rifbjerg 1959-63) centralt i det modernistiske opbrud i dansk litteratur, som han var en af de første repræsentanter for.

Hans Sære historier (1953) og Ufarlige historier (1955) anslog en ny tone, som havde mere tilfælles med Samuel Becketts samtidige teater end med den også samtidige sidste årgang af tidsskriftet Heretica. Fortællingerne har gerne alvorlige eller endog forfærdelige emner, men er skrevet med stor sproglig oplagthed og humor. Sørensens vigtigste litterære læremestre er da også H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Thomas Mann.

Den personlige og historiske baggrund for dette gennembrud kan man følge i de tre bind (udvalg af) ungdomsdagbøger, som Sørensen udgav 1988-93 (Tilløb, Forløb, Perioder). I essayene Digtere og dæmoner (1959) analyserer han med filosofisk skarpsyn og med inddragelse af litterære eksempler den problematik, novellerne skildrer.

Det moderne menneske ses som splittet mellem funktion og eksistens, mellem den rolle, der anvises det i samfundet, og dets egentlige bestemmelse. Denne splittelse ytrer sig også psykologisk som angst for det ukendte.

Særlig berømt blev Sørensens analyse af "forlovelsessituationen" i de danske folkeviser, og stor indflydelse fik også hans kommentar (1960, 1962) til ældre analyser af tilsvarende situationer, Kierkegaards Begrebet Angest og Karl Marx' Ungdomsskrifter med deres begreb om fremmedgørelse.

Fra første færd kredser Villy Sørensens forfatterskab imidlertid også om muligheder for overvindelse af denne splittelse, dvs. om etableringen af en "midte", der kan opfylde det "behov for mening", som han konstaterer som et antropologisk faktum. I Digtere og dæmoner udfoldes dette især i analysen af Hermann Brochs værk, som Sørensen introducerede i Danmark.

Essaysamlingen Hverken — eller (1961) rummer i sin titel en negativ definition af midte som afstandtagen fra ensidige verdensforklaringer, mens debatbogen Oprør fra midten (1978, skrevet sammen med Niels I. Meyer og K. Helveg Petersen) fremlægger et regulært politisk program for et "humant ligevægtssamfund", der ikke behøver at drive rovdrift på naturens resurser eller slide sine medlemmer psykisk og fysisk op.

Spørgsmålet om midten som fylde i stedet for som tomhed, om sammenhæng i stedet for splittelse, er også et spørgsmål om at kunne blive voksen og ansvarlig uden at miste forbindelsen til livets vækstlag; herom handler historierne i Formynderfortællinger (1964), som allerede i titlen tematiserer den skrøbelige — eller mistede — balance mellem opdragelse hhv. tvang på den ene side og frihed hhv. trods på den anden.

I essaysamlinger, især Uden mål — og med. Moralske tanker (1973), der indbragte forfatteren Nordisk Råds Litteraturpris, følger Sørensen disse problemer op, ligesom han forfatter en række monografier om filosoffer og/eller digtere, der har temaer fælles med ham selv, enten som kritikere af ideologierne (Nietzsche, 1963, 2. udg. 1982, 3. udg. 1994, Schopenhauer, 1969, 2. udg. 1995), som skildrere af splittelsen (Kafkas digtning, 1968) eller som både teoretisk filosoferende og praktisk indgribende (Seneca. Humanisten ved Neros hof, 1976).

Denne monografi tolker stoicismen som en filosofi, der ikke, som det ofte hævdes, prædiker ligegyldighed, men søger at aktivere de samlende kræfter i menneske og samfund, og Sørensen minder om, at så længe Seneca var rådgiver for kejser Nero, var denne ikke den grusomme despot, han siden blev kendt som.

Sørensens filosofiske interesse er i det hele taget mest knyttet til de tænkere, der praktiserer deres filosofi og ikke kun danner teorier, foruden de nævnte også Erasmus af Rotterdam (Tåbelighedens lovprisning, oversættelse og kommentar, 1979). I den forstand kan Seneca-bogen også ses som en del af grundlaget for Oprør fra midten, ligesom Sørensens bog Jesus og Kristus (1992, med efterskrift 1993) analyserer Jesus som en historisk person, der var identisk med sin lære og således repræsenterede midten, hvad der efter Sørensens mening ikke kommer til sin ret i kirkens Kristus-dyrkelse.

En meget personlig tone anslås i Vejrdage (1980), en samling af lyrik og prosa formet som en dagbog, der også stedvis lader ane forfatterens kroniske sygdom (diskusprolaps), der har pålagt ham en meget tilbagetrukket tilværelse.

I løbet af 1980'erne genfortalte eller nytolkede han centrale myter i vor kultur, først de nordiske med Ragnarok. En gudefortælling (1982), derpå de græske i Apollons oprør. De udødeliges historie (1989). Også her er "midten" temaet, hvad enten det er i skildringen af Loke som den problematiske nøglefigur mellem aser og jætter eller i skildringen af Apollon som den i sidste ende samlende og forsonende gud. Jesus og Kristus kan så læses som en fortolkning af det tredje store mytekompleks i vor kultur.

En måned før sin død afsluttede han manuskriptet til 55 bagateller (2002), prosatekster og korte historier, hvis referenceramme er både aktuel, historisk, bibelsk og mytologisk. Kærlighed og samvittighed er grundtemaer, undertiden i forening. Titlen lånte han fra musikkens verden, hvor en bagatel er et instrumentalstykke af beskedent omfang.

Villy Sørensens forfatterskab er præget af stor inspiratorisk konsekvens og stor genremæssig variation. Han insisterer stedse på at inddrage alle aspekter af virkeligheden — psykologiske, sociale, ontologiske — i sine skildringer og analyser.

Hans stil er "klar og tvetydig", som han selv skriver om oraklet i Delfi (i Apollons oprør), i den forstand, at han udnytter sprogets iboende mangfoldighed, fx i ordspil, der altid er mere end blot spil, idet de tillige fastholder det legende, som også kommer til sin ret i hans børnebøger, Aladdin og den vidunderlige lampe (1981), Den berømte Odysseus (1988) og Historien om Ødipus (1995).

Villy Sørensens forfatterskab omfatter flere titler end de nævnte, og han har desuden virket som oversætter fra latin og tysk (af Seneca, Erasmus, Friedrich Schiller, Brødrene Grimm, E.T.A. Hoffmann, Richard Wagner, Hermann Broch, Thomas Mann, Franz Kafka) og udgiver og redaktør (bl.a. af Gyldendals Kulturbibliotek 1987-91). Medlem af Det Danske Akademi 1965.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig