Faktaboks

Klaus Rifbjerg

Klaus Thorvald Rifbjerg

Født
15. december 1931, København
Død
4. april 2015, København

Fødselsdagsplakat i anledningen af Klaus Rifbjergs 80 års-fødselsdag i 2011.

.

Portræt af Klaus Rifbjerg, 2011.

.

Klaus Rifbjerg Foto fra 2005.

.

Portræt af Klaus Rifbjerg.

.

Klaus Rifbjerg og Kim Larsen. Foto fra 2006.

.

Klaus Rifbjerg var en dansk forfatter, den mest synlige og produktive i anden halvdel af 1900-t. Han arbejdede som journalist 1957-71, var medredaktør af Vindrosen 1959-63 og litterær direktør for Gyldendal 1984-91.

Klaus Rifbjerg har foldet sig ud i og eksperimenteret med alle litterære genrer. Titlen på hans debutdigte, Under vejr med mig selv (1956), kunne stå som overskrift over hele forfatterskabet, som han selv har kaldt "en fortsat udviklingsroman". Med en usædvanlig sensuel iagttagelses- og erindringsevne kunne han fastholde skiftende tiders stemninger og skildre mangfoldige miljøer i ind- og udland.

Rejsen er et hovedtema, både som udforskning af omverdenen og som den enkeltes vej til og flugt fra identiteten, der altid står i spændingsforhold til den konventionelle normalitet; det gælder to af hans betydeligste romaner, begge med kvindelig hovedperson: Anna (jeg) Anna (1969) og Vejen ad hvilken (1975).

Hans egen første længere rejse gik til USA, hvor han studerede på Princeton University 1950-51. Det fik betydning for hans overvejende amerikanske, men i øvrigt bredt internationale orientering. Siden gik rejsen hyppigst Til Spanien (titel på en rejsebog fra 1971), som siden i en lang årrække var hans faste bopæl.

Før sin lyriske debut havde Klaus Rifbjerg været medforfatter af studenterrevyer, bl.a. sammen med Jesper Jensen, som han også senere skrev revykomedier sammen med. Han havde en tid arbejdet som assistent ved et filmstudie og skrev i sin første fase manuskript til en række film, oftest instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt, således det skånselsløse generationsportræt Weekend (1962) og erindringsbilledet Der var engang en krig (1966).

Hans dramatik, der især udmærker sig ved sin replikkunst, spænder fra den ironiske rolleleg i skuespillet Udviklinger (1965) til hverdagsrealismen i hørespilserien De beskedne, 1-4 (1975), hvis tidsbillede fra 1950'erne og 1960'erne blev fulgt op af Danmarksskildringen fra 1970'erne i tv-serien Vores år (1980).

I Klaus Rifbjergs første roman, Den kroniske uskyld (1958, filmatiseret 1985), fortæller en gymnasiast om de unges problemer med at blive voksne — og med de voksne; de første noveller, Og andre historier (1964), viser fra forskellige synsvinkler udviklingsstadier fra barn til voksen med særligt hensyn til seksualiteten.

I de følgende bøger bevægede Klaus Rifbjerg sig ubesværet mellem aldersklasserne og interesserede sig for selve aldringsprocessen og de dertil knyttede kriser. Mange af romanerne er fortalt i første person, så at sproget kendetegner og afslører personen, fx Operaelskeren (1966) og Det sorte hul (1980). Hvor der berettes i tredje person, er der alle overgange fra en næsten filmfotografisk registrering i Arkivet (1967) til en "overordnet fortællers" egenmægtige dispositioner i Divertimento i moll (1996).

Der er i Klaus Rifbjergs fortællekunst gerne et moment af leg, mest udtalt i Marts 1970 (1970), hvor han med navns nævnelse tillod sig at lege med kendte personer; den indledte en række groteske romansatirer med et højdepunkt i Tango (1978).

Titlen på en af novellesamlingerne, Det korte af det lange (1976), signalerer, at de i den kortere, mere pointerede form anslår romanernes hovedtemaer, ikke mindst kønsroller som i Mænd og kvinder (1982) og kampen for den frigørelse, der ligger ligefor, og som dog er så fjern, som antydet med titlen til Borte tit (1986).

Der er aldrig tale om idédigtning, men mange af personerne har almindeligt udbredte skøre idéer; civilisationskritikken ligger især, og ikke særlig skjult, i personkarakteristikken. Handlingen i fortællingerne kan vanskeligt refereres uafhængigt af fortællemåden: Også Klaus Rifbjergs prosa får sin kraft af hans lyriske musikalitet.

Som lyriker hørte Klaus Rifbjerg til de store fornyere. Der er ingen emner og ingen ord, der er for upoetiske til Rifbjergs poesi, som både er humoristisk robust og nervøst fintmærkende. Der var en ny frimodig tone i debutdigtene; den moderne omverden blev erobret for poesien i den skelsættende Konfrontation (1960).

Camouflage (1961) var en art dybhavsekspedition i psyken i et sprængt og sprælsk ekspressionistisk sprog; en ny enkelhed blev introduceret med Amagerdigte (1965) med inspiration fra barndommens ø. Digteren Rifbjerg bevarede den barnlige sans for det underlige og kunne med ungdommeligt overskud give udtryk for også de senere livsaldres erfaringer.

Hver af de over 25 samlinger er komponeret over et fælles motiv, der kan være hentet i dagliglivet, mytologien, naturen, samfundsdebatten, bestemte lokaliteter, et leksikon — eller de er båret af en grundstemning, der til gengæld varierer stærkt fra værk til værk, fx fra de ironiske Fædrelandssange (1967) over 25 desperate digte (1974) til overlegen humor i Bjerget i himlen (1991).

Igennem alle årene var Klaus Rifbjerg en hyppig gæst i medierne. Med trilogien Karakterbogen (1992), Synderegistret (1994) og Facitlisten (1995) fandt han sin egen afslappede form for radikal kulturkritik, på én gang erindringer, aktuelle kommentarer og svar på, ofte barsk og forarget, tiltale.

De dagbogsagtige refleksioner med perspektiv bagud og fremad fortsattes med Berlinerdage (1995) og Tidsmaskinen (2002) om de mørke udsigter for verden. Sådan. En livsreportage (1999) peger atter mod barndommens land, ligesom romanerne Billedet (1998) og Huset (2000). Udvalg af hans journalistik 1975-2000, Det handler om — (2000), og af Rifbjergs digte (2001) sammenfatter indtrykket af vitaliteten i det lange stræk.

Romanen Nansen og Johansen (2002) er en homoerotisk fantasi med udgangspunkt i de to polarforskere Fridtjof Nansen og Hjalmar Johansen (1867-1913). I Esbern (2005) slipper han hele sit artistiske og strømførende sprog løs i en roman om kulturkampen i første del af 1900-t. med en hovedperson modelleret over digteren Gustaf Munch-Petersen. Knastørre digte kom i 2006.

Klaus Rifbjerg fulgte i 2007 op på Esbern med romanen Hovedløs om Esberns søn Kim og siden også Rod (2008), hvor Kim når til alderdommens statusopgørelse. Det er også et tema for novellesamlingen En naturlig forklaring (2006) og digtsamlingen Time Out: en forårselegi (2009). I Skiftespor (2010) følges et homoseksuelt pars flugt fra Berlin til København i nazismens skygge, og i Jordbær (2011) opsummerer den kvindelige hovedperson sit familie- og kærlighedsliv ved mandens dødsleje.

2011 udkom digtsamlingen Stederne (2011), der med sikkert formede nedslag afsøger livshændelser og -lokationer, både de gode og de mindre gode. 2014 udsendtes digtsamlingen Fut, fut, fut , med tog og togrejser som gennemgående tema og romanen Idræt. 9. april 2015 udkom Rifbjergs sidste bog Besat, fortællinger om Besættelsestidens Danmark og om at være besat som menneske.

Klaus Rifbjerg har modtaget en lang række litterære priser og æresbevisninger, bl.a. Emil Aarestrup Medaillen 1964, Kritikerprisen 1965 for Amagerdigte, Det Danske Akademis Store Pris 1966, De Gyldne Laurbær 1967, Søren Gyldendal Prisen 1969, Nordisk Råds Litteraturpris 1970 for Anna (jeg) Anna, Holberg-Medaillen og PH-prisen i 1979, Adam Oehlenschläger Legatet 1994, Hermans Bangs Mindelegat 1997, Svenska Akademiens nordiska pris 1999, Publicistprisen og Modersmål-Prisen i 2001 og Rungstedlund-prisen 2009.

Fra 2003 var Klaus Rifbjerg desuden adjungeret professor ved Copenhagen Business School – Handelshøjskolen, og i 2006 blev han med novellesamlingen Og andre historier optaget i Kulturministeriets Litteraturkanon (se Kulturkanon).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig