Balle Valgmenighedskirke
Balle Valgmenighedskirke set fra sydvest. Kirken er opført i 1884-1885 med inspiration i romansk kirkebyggeri, hvilket især kommer til udtryk i rundbuefriserne på kirkens ydermure.
Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Balle Valgmenighedskirke er en tidstypisk, romansk inspireret korskirke med et usædvanligt velbevaret inventar fra opførelsestiden.

Kirken ligger omkring en kilometer nordvest for Bredsten, ca. ti kilometer vest for Vejle.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1884-1885 efter tegning af arkitekten Andreas Peter Bentsen.

Kirken

Kirken er en ottekantet centralbygning med ganske korte korsarme og trækker typisk for sin tid også på dekorative detaljer, der kendes fra danske middelalderkirker. Det ses særligt i den omfattende brug af rundbuefriser på ydermurene. Den søndre korsarm er udskilt som et våbenhus, og på den nordre korsarm er der tilbygget et kapel. Over korsskæringen er der et lille, kobberklædt tårn. Kirken er stort set identisk med Lemvig Valgmenighedskirke, som blev opført et år tidligere af samme arkitekt.

Kirkens indre

Balle Valgmenighedskirke
Indvendigt har kirken bræddeloft, som bæres af søjler. Bænkene er opstillet i en halvcirkel om en symmetrisk akse. Midt i billedet ses døbefonten, som er af granit og inspireret af døbefonte fra romansk tid.
Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Indvendigt dækkes kirkerummet af et karakteristisk træfarvet bræddeloft, som er opdelt af brede lister, der tilsammen danner et stjernemønster. Loftet bæres af otte søjler midt i bygningen. Langs syd, øst- og vestvæggene løber et pulpitur, dvs. en balkon, der ligesom loftet er holdt træfarvet.

Inventar i Balle Valgmenighedskirke

Kirkens inventar er usædvanligt uændret siden opførelsen, med enkle bænke opstillet i en halvcirkel om en symmetrisk akse, hvor både døbefonten, prædikestolen og altertavlen er at finde. Døbefonten er af granit og er inspireret af andre døbefonte fra romansk tid. Den enkle prædikestol er opstillet ret foran altertavlen, som i 2016 fik et nyt, abstrakt maleri med titlen ”Opstandelsen”. Det gamle maleri, der forestiller den opstandne Kristus, er ophængt på bagsiden af altertavlen.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig