altertavle

Altertavle, større opsats på alteret i en kirke, som regel udsmykket med malerier og/eller skulpturer. Forløberen for den egentlige altertavle er den såkaldte retabel, der dukkede op i 900-1000-t. — en lav opsats bagest på alteret.

Fra Italien kendes større malede altertavler fra 1200-t. De tidligste består af et enkelt panel, hvor Madonna med barnet ofte er hovedmotivet, fx Duccios Madonna Rucellai fra 1285 (Uffizierne i Firenze). Udviklingen gik i retning af større tavler bestående af flere bemalede felter med billeder af helgener og evt. også fortællende scener; et eksempel er Stefaneschi-alteret fra Giottos værksted (1320-25, Vatikanet i Rom).

I Nordeuropa blev den tredelte altertavle, triptychon, særlig udbredt. Den består af et fast midterparti og to bevægelige sidefløje og er gerne smykket med bemalede træfigurer og malerier; sidefløjene har som regel malerier på bagsiden, der ses, når fløjene lukkes ind foran midterpartiet. Det synes at have været en udbredt skik, at tavlerne kun blev åbnet på de kirkelige festdage; bl.a. af hensyn til fløjenes bevægelighed er sådanne tavler hævet lidt over alterbordet på et fodstykke, en såkaldt predella. Et fremtrædende tidligt eksempel på triptychon-typen er brødrene van Eycks store Genter Alter fra 1432 i Sint Baafs-katedralen i Gent; denne altertavle har udelukkende malerier og er helt uden skulpturel udsmykning.

Flere af de store nordeuropæiske altertavler er forsynet med fire bevægelige fløje uden på to faste. De kan altså åbnes og lukkes i to omgange og dermed fremtræde i tre forskellige stillinger, der tidligere skiftede efter de kirkelige højtider:

1. stand eller feststillingen benyttedes fra juledag til fastelavnssøndag og igen fra påskedag til kirkeårets slutning; 2. stand eller fastestillingen benyttedes i fastetiden frem til påskedag; 3. stand eller adventstillingen benyttedes fra 1. søndag i advent til og med juleaften og igen på Marias bebudelsesdag.

Et højdepunkt inden for denne type, der benævnes pentatyptichon, er Matthias Grünewalds Isenheimer Alter fra ca. 1513-15 (Musée d'Unterlinden i Colmar).

Altertavler, der er tilstrækkeligt dybe til at kunne rumme fx træskulpturer, benævnes gerne alterskabe.

En særlig altertavletype er den spanske retablo, der fra slutningen af 1400-t. og gennem 1500-t. ofte antog gigantiske dimensioner. I mange tilfælde når den fra korvæg til korvæg og omtrent fra gulv til hvælv; fremtrædende eksempler findes i katedralerne i Toledo og Sevilla.

I Danmark kan altertavlens udviklingshistorie følges helt tilbage til retablerne på de romanske gyldne altre, fx Lisbjerg-alteret fra ca. 1140 (Nationalmuseet i København) og relikvieskabet i Løgumkloster Kirke fra ca. 1325. En af vore ældste fløjaltertavler er højaltertavlen fra 1398 i Lunds Domkirke; i den åbne stilling fremviser den 42 træfigurer, placeret under hver sin baldakin.

Et hovedværk fra sent i 1400-t. er Bernt Notkes højaltertavle i Aarhus Domkirke fra 1479; fra tidligt i 1500-t. bør Claus Bergs og Hans Brüggemanns tavler i henholdsvis Sankt Knuds Kirke i Odense (ca. 1515-25) og Slesvig Domkirke (1521) fremhæves. Et monumentalt eksempel fra efterreformatorisk tid er Abel Schrøder d.y.s pragttavle fra 1660'erne i Holmens Kirke i København.

Om end der også er blevet fremstillet altertavler i 1800- og 1900-t., var det med barokken i 1600- og 1700-t., der blev sat punktum for deres egentlige storhedstid.

I nyere tid har en anden form for udsmykning i forbindelse med alteret eller kirkens alterparti set dagens lys: et billedvævet tæppe ophængt over eller bag alteret. Berit Hjelholt har bl.a. vævet store tæpper til arkitekt Holger Jensens kirker i Gistrup ved Aalborg og Ellebækkirken i Holstebro. Også Sankt Andreas Kirke i Randers har en billedvævet alterudsmykning af Flemming og Inge-Lise Bau.

Se også antemensale.