Bernt Notke, ca. 1440-1509, tysk maler og billedskærer. Fra 1467 nævnes Bernt Notkes værksted i Lübeck, der blev et af sengotikkens betydeligste i Nordeuropa og leverede malerier, skulpturer, altertavler m.m. til kirker i hele Østersøområdet.
Blandt tidlige tilskrevne værker er en ca. 30 m lang dødedans-frise, Døden fra Lübeck , i Marienkirche i Lübeck (1463, originalen gået tabt, en senere kopi ødelagt 1942).
Et særligt træk ved Bernt Notkes kunst er evnen til at udtrykke det smertelige i menneskets afmagt over for døden, således i det store Triumfkrucifiks (1477) i domkirken i Lübeck.
De to andre sikre arbejder fra værkstedet er den 12 m høje fløjaltertavle i Aarhus Domkirke (1478-79) med 46 bemalede skulpturer og 26 malerier samt altertavlen i Helligåndskirken i Tallinn (ca. 1485).
Et værk af fremragende kunstnerisk kvalitet, der tilskrives Notkes værksted, er den mægtige, forgyldte og bemalede træskulpturgruppe Sankt Georg og dragen (1489) i Storkyrkan i Stockholm. 1491-96 er Bernt Notke omtalt som møntmester i Stockholm.
Læs mere om tysk billedkunst.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.