engle

Engle er i Det Gamle Testamente væsener, der tilhører Jahves guddommelige sfære, og som udfører hans vilje, fx ved udpegning af en kommende helt og frelser (Moses, Gideon, Samson), redning af en person i fare (Hagar; Lot) eller udførelse af en straf (over Israel, 2. Samuelsbog, kap. 24; over assyrerne, 2. Kongebog, kap. 19).

Engle kommer uventet til syne og forsvinder lige så pludseligt; undertiden er de først usynlige (Jakobs drøm i Betel, 1. Mosebog, kap. 28; Bileam, 4. Mosebog, kap. 22); de tager ikke føde til sig.

Der er ingen systematisk englelære i Det Gamle Testamente, og engle tilbedes ikke. Som overnaturlige væsener er de i slægt med "gudssønner", keruber og serafer.

I Daniels Bog, der formentlig skal dateres til 200-tallet f.Kr. eller måske senere, forekommer to engle med individuelle navne, Gabriel og Mikael; sammen med Rafael (Tobits Bog) og Uriel (1. Enoksbog, se Enok) tilhører de gruppen af ærkeengle.

I antik-jødisk litteratur er engle hyppigt forekommende, i apokalyptikken bl.a. i rollen som "tydeengel" (latin angelus interpres). Det kommer også til en dualisme i engleverdenen, idet Satan optræder som en falden engel med sit eget hierarki .

I Det Nye Testamente er billedet som i den antik-jødiske litteratur. Kendt er englen Gabriels bebudelse til Maria (Lukasevangeliet, 1,26). I Johannes' Åbenbaring optræder mange engle, dels som skytsengle, dels for at fuldbyrde Guds straffedom. Også i Det Nye Testamente forudsættes det, at Satan har sine egne engle.

Karakteristisk konkretiserer engle i Bibelen Guds "funktioner" på Jorden, uden at de ofres selvstændig opmærksomhed.