Daniel (i Det Gamle Testamente)

Artikelstart

Daniel er en bibelsk skikkelse. I Daniels Bog fra 100-tallet f.Kr. optræder Daniel som jødisk vismand og åbenbaringsmodtager ved de babyloniske og persiske kongers hof i tiden under jødernes babyloniske eksil (ca. 600-540 f.Kr.).

Daniel er en sagnskikkelse, som måske skal sættes i forbindelse med den kanaanæiske sagnkonge Dan'el. Historisk set har Daniel næppe med det babyloniske eksil at gøre, men i den senere jødiske litteratur (se også Ez. 14,14; 28,3) fremstilles han som den kloge og retfærdige jøde, der i troskab mod Moseloven bliver ført frelst gennem trængsler og i syner modtager guddommelige åbenbaringer.

Daniels Bog

Daniels Bog er et skrift i Det Gamle Testamente; i den danske Bibel står det som den sidste af de fire store profetbøger.

Daniel, der er skriftets hovedfigur, bliver som andre jøder bortført til Babylon ca. 600 f.Kr. Takket være sin visdom får han en høj position ved de babyloniske og persiske kongers hof, og ved sin overholdelse af Moseloven reddes han fra modstanderes anslag (legenderne, kap. 1-6). Fremtidens begivenheder åbenbares ham i syner (visionerne, kap. 7-12). Kap. 2-7 er skrevet på aramæisk og har formentlig dannet en selvstændig aramæisk Danielsbog, som i 100-tallet f.Kr. er føjet sammen med de hebraiske kapitler.

Daniels Bog er fiktion; sagnfiguren Daniel anbringes tilbage i 500-tallet f.Kr., men legenderne opstod blandt jøder i Babylon i 300- eller 200-tallet f.Kr., og visionerne er først blevet tildigtet i Palæstina efter 170 f.Kr. I profetiens form, men i virkeligheden tilbageskuende, skildrer visionerne tiden siden ca. 600 f.Kr., som ventes at lede frem til dommedag og jødernes frelse.

Læs mere i Den Store Danske

apokalyptik

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.