I den vestlige kulturkreds kendes etiske overvejelser helt tilbage fra syndefaldsmyten og Jobs Bog i Det Gamle Testamente og Sokrates i den græske filosofi. Lige siden har diskussionen om etiske emner præget den teologiske og filosofiske tradition. Oldtidens etik var overvejende intellektualistisk og optimistisk. Sokrates mente således, at dyd — duelighed — er viden, dvs. at viden om det gode medfører, at man gør det gode, og at den, der gør det gode, også bliver lykkelig. Ved viden forstod han dog ikke blot kendskab til det gode, men en personligt tilegnet indsigt. Platon og Aristoteles bearbejdede og modificerede denne opfattelse, mens Epikur hævdede, at det gode er lyst og fravær af smerte.
Stoikerne, hvis etik fik stor betydning for romerne og siden hen for renæssancen, lagde som Sokrates vægt på indsigt, men tillige på at bevare sjælero ved at forholde sig indifferent over for ydre tilskikkelser. Stoicismen lever bl.a. videre i det engelske gentlemanideal. Oldtidens etik var en lære om, hvordan den enkelte borger skulle føre sit liv. Med Augustin arbejdes den græske etik sammen med kristne tanker. Vægten forskydes til forholdet til medmennesket. Grækernes venskabsideal erstattes af den kristne kærlighedstanke og deres optimisme af en vis pessimisme: Mennesket magter ikke det gode uden Guds nåde. Dette præger middelalderens etik.
I en vis modsætning til Augustins platonisk inspirerede, idealistiske etik indarbejdede Thomas Aquinas i 1200-t. Aristoteles' mere realistiske etik i kristendommen, et forhold, der stadig kan spores i katolsk etik. Mens kærligheden til Gud og idealet om at finde sin plads i den guddommelige verdensorden er centralt i middelalderens tænkning, bliver etikken fra renæssancen og fremad humanistisk, dvs. det enkelte menneske og de menneskelige aktiviteter forstås ud fra sig selv og som noget, der har værdi i sig selv.
Etikkens udvikling var i perioden ca. 1600-1850 præget af forskellige humanistiske begrundelser for de etiske principper. Thomas Hobbes mente således, at der til grund for al politik og etik ligger en art aftale, en kontrakt. Spinozas egenartede etik bygger på tanken om, at alt er natur og udgør en enhed; indsigt i denne enhed fører bl.a. til de grundlæggende dyder livsmod og højsind. David Hume fandt etikkens grundlag i følelser, først og fremmest en fællesmenneskelig sympatifølelse, mens Immanuel Kant fandt det i den morallov, som fornuften giver sig selv: det "kategoriske imperativ". Dette grundlæggende pligtbud formuleres fx på den måde, at man skal handle sådan, at den regel, man handler efter, kan gøres til almen lov, dvs. den skal have universel gyldighed; eller fx: Du må aldrig alene bruge det andet menneske som middel. Det sidste er formodentlig den europæiske humanismes mest indflydelsesrige formulering.
I oplysningstiden slog nytteetiske synspunkter stærkt igennem, ikke mindst i England, hvor Jeremy Bentham og senere John Stuart Mill hævdede, at det gode er lig med den størst mulige lykke for flest mulige mennesker. Tiden siden midten af 1800-t. har rummet eksistentialistisk etik, præget af Kierkegaard og videreført af bl.a. Sartre, af generel moralkritik, fx Nietzsches, samt af diskussioner mellem nytteetiske og pligtetiske standpunkter; det sidste har især kunnet spores i de engelsktalende lande, hvor også metaetikken er opstået. Den beskæftiger sig med analyse af moralske begreber og moralsk argumentation.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.