Narrativ etik, (1. ord af lat. narrativus, af narrare 'fortælle'), etisk vision og refleksion, som bygger på fortælling. En fortælling (lignelse, fabel, eventyr o.l.) kan, alt efter genre og indhold, vise, hvad det gode liv er, forme et menneskes karakter, fungere som model for handleregler samt fremkalde handlekraft. Fx ligger lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk. 10,25-37) bag hospitalsvæsenets etik.