naturalisme - litteratur

Inden for litteraturen er naturalisme en retning i anden halvdel af 1800-tallet, forstået som en begrænset, men profileret del af realismen, det moderne gennembrud i Norden. Naturalismen opfatter mennesket som et naturbestemt, men ikke derved syndigt væsen. Det er driftsbestemt, arveligt bestemt, miljøbestemt af såvel naturomgivelserne som det sociale miljø.

Naturalismen er monistisk, i vid udstrækning deterministisk og materialistisk. Den kunne virke moralsk frigørende, men også fremkalde handlingslammende pessimisme. For kirken stod den som en ideologisk hovedmodstander.

Den tankemæssige basis for naturalismen var især den nye naturhistoriske videnskab (Charles Darwin) og lignende tendenser i socialvidenskaberne (Herbert Spencer), psykologien mv. En indflydelsesrig kulturteoretiker og litteraturkritiker fra omkring 1860 var franskmanden Hippolyte Taine.

Inden for digtningen gjorde naturalismen sig især gældende i roman og novelle, til dels også i drama. Frankrig blev toneangivende med romanforfattere som Gustave Flaubert, brødrene Goncourt, den robuste bannerfører Émile Zola, der bl.a. lagde vægt på det dokumentariske, og novelleforfatteren Guy de Maupassant.

Naturalismen og Det moderne gennembrud

Inden for det moderne gennembrud i Norden, som Georg Brandes formidlede, kan som afgjorte naturalister nævnes J.P. Jacobsen, der også oversatte Darwin, endvidere Herman Bang og Amalie Skram som forfattere af kunstnerisk meget forskellige, men lige magtfulde, pessimistiske og medlidenhedsvækkende menneskeskildringer, desuden August Strindberg med en omfattende fortællings-, reportage- og dramaproduktion i 1880'erne, således enakteren Fröken Julie (1888) med programmatisk fortale.

I en bestemt fase kan også Henrik Ibsen (Gengangere, 1881) anses for naturalistisk ligesom den unge Arne Garborg (Mannfolk, 1886). I tysk litteratur ankom naturalismen sent, fortrinsvis som et moderniserende protestfænomen; mest originalt står Gerhart Hauptmanns tidlige skuespil.

Naturalismen uden for Norden

Naturalismens andel i andre landes litteraturer er varierende, ligesom betegnelsen ikke har hævd alle steder. I italiensk litteratur taler man om verismen med hovedfiguren sicilianeren Giovanni Verga.

Den såkaldte "naturlige skole" i russisk litteratur fra midten af 1800-tallet er et ældre og bredere fænomen, fra Gogol og fremefter; og hos de store romanforfattere Dostojevskij og Tolstoj forblev en religiøs og moralsk dimension væsentlig.

Inden for den senere del af Victoriatidens engelske litteratur finder man som utvivlsomme naturalister romanforfatterne George Robert Gissing og Thomas Hardy, men betegnelsen naturalisme bruges ikke. Noget lignende er tilfældet i USA's litteratur, hvor et naturalistisk præg dog gjorde sig gældende langt ind i 1900-tallet, fx hos romanforfatteren Theodore Dreiser og dramatikeren Eugene O'Neill.

Naturalismens præcise beskrivelser, ikke blot af landskabelig natur og vejr, men i høj grad også af byer og boliger, havde en særlig interesse for det uappetitlige og kunne udarte til det omstændelige. Vægten på det instinktive, underbevidste og halvbevidste i menneskeskildringen, således stream of consciousness, kunne føre videre i irrationelle retninger.

Men da man i Frankrig i 1890'erne fra klerikalt hold erklærede naturalismen for død og naturvidenskaben for bankerot, var man utvivlsomt for tidligt ude. Naturalismens menneskeopfattelse og dens menneske-, natur- og miljøskildring har været en ingrediens i megen senere digtning og debat.

Læs mere i Den Store Danske

naturalismen

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.