I 1885 var Excentriske Noveller udkommet; året efter fulgte Stille Eksistenser (heri Ved Vejen og Hendes Højhed) og i 1887 Stuk. Tine (1889) og novellerne i Under Aaget (1890) afslutter rækken af mesterværker fra Herman Bangs lykkeligste periode.
Han havde fundet sin særlige "impressionistiske" stil, der ikke tillader lange beskrivelser eller psykologiske forklaringer, men gør forfatteren til en iagttager, der viser det iagttagne frem, ofte med ironiske kommentarer.
Ironien rammer gerne bipersonerne, men skåner hovedpersonerne, oftest kvinder med et uforløst forhold til "det man kalder livet", som Katinka Bai i Ved Vejen, der blomstrer op, da hun forelsker sig i husvennen, og sygner hen, da hun ikke tør følge sine følelser.
Herman Bang har en svaghed for dem, der står uden for det normale borgerlige liv, som aristokraterne og artisterne; men en tendens til sentimentalitet i hans medfølelse afbalanceres af en resigneret, undertiden dog noget besk humor.
Stuk giver et livligt billede af København med dens vokseværk i årene efter voldenes fald og et portræt af en generation, Bangs egen, hvis rastløse virketrang dækker over en følelsesmæssig umodenhed.
Et resultat af denne virketrang er det nye Victoria-teater, hvis opførelse — med rigelig brug af stuk — indvielse og konkurs de mange handlingstråde samles om. En af personerne mener, at hele denne virksomhed i det amputerede Danmark "det er ikke andet end sårfeberen fra Dybbøl".
Men når Herman Bang lader en bankdirektør, der minder om tidens førende finansmand C.F. Tietgen, prise "den rige foretagsomheds ånd... i vort samfund", er det uden ironi; Bang beundrede handlingens og også handelens mænd.
Som flittig medarbejder (1885-90) ved det nye dagblad Politiken argumenterede han i en lang række artikler for Københavns muligheder for at blive Nordeuropas førende handelsby og kulturelle centrum; en artikel om "Danmark som Turistland" gav anledning til stiftelsen af Den Danske Turistforening.
Han skrev om stormagternes oprustning og advarede mod Københavns befæstning, som var det store indenrigspolitiske stridsemne. Det nationale overmod, der havde ført til krigen i 1864, satiriserede han over i kapitlet om "Dannevirkenatten" i Tine.
Herman Bang kunne udnytte sine forbavsende levende erindringer fra sin tidlige barndoms nu tabte ø og gøre sin barnepige til hovedperson i en utraditionel krigsroman, hvor begivenhederne på Dybbøl opleves i en nærliggende landsby.
Degnedatteren Tine går ud og ind i skovridergården, skildret efter præstegården i Asserballe; hendes sværmeri for skovrideren bliver, efter at hans familie er evakueret og han selv indkaldt som soldat, til en katastrofe for dem begge.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.