Herman Bang

Herman Bang, der hurtigt fik formøblet sin arv og havde økonomiske problemer i resten af sit liv, forsøgte sig uden held som skuespiller, med lidt større held som forfatter af et par enaktere og med stort held som journalist ved en lang række dag- og ugeblade. I den konservative Nationaltidende skrev han sine Vekslende Themaer (1879-83), der spændte fra Københavns forlystelsesliv til dens sociale tabere.

Også til Illustreret Tidende skrev Herman Bang artikler. På baggrund af sin store kærlighed til scenen skrev han bl.a. en prægnant nekrolog over den østrigsk-tyske skuespiller Josef Kainz (1858-1910), som han også senere portrætterede i sin sidste udgivelse Masker og Mennesker (1910).

Sine portrætter af moderne forfattere samlede han i Realisme og Realister (1879). Med sit forsvar for en digtning, der tilstræbte virkelighedstroskab, var han på linje med brødrene Edvard og Georg Brandes, der dog snarere så en rival end en allieret i Herman Bang, som på sin side betonede, at realisme var en litterær metode, ikke en politisk tendens.

Herman Bang, der som realistisk forfatter ville gøre op med de romantiske illusioner, nærede selv den romantiske illusion, at han var af Hvidernes slægt, og i sin debutroman Haabløse Slægter (1880) lod han helten, William Høg, være den sidste mandlige efterkommer af en helteslægt.

Men den stolte arv fremtræder som en arvelig belastning. Hvad forfædrene præsterede i virkeligheden, vil William præstere på scenen, men kommer til kort som skuespiller.

I skildringen af heltens barndom byggede Herman Bang på sine egne barndomsoplevelser: Utrygheden ved faderen, hvis manio-depressive psykose længst muligt søges skjult for omverdenen, og en desto stærkere binding til moderen, hvis død af tuberkulose giver William (som den gav Bang) et ulægeligt sår. Hans moderbinding får ham til at falde for meget ældre kvinder; skildringen af et sådant forhold vakte anstød og gav anledning til tiltale og dom for pornografi.

Herman Bang håbede at få oprejsning med sin anden roman, Fædra (1883): Hovedpersonen er her en kvinde af gammel slægt, som skuffet i sin første kærlighed ægter en meget ældre mand, hvis søn hun forelsker sig i. Pint af sine forbudte og ugengældte følelser forfalder hun til morfinmisbrug, dengang et ret nyt fænomen.

Romanen fik som alle Herman Bangs tidlige bøger en hård medfart af kritikken og i dette tilfælde ikke helt med urette: Den er mere ambitiøs, men også mere konventionelt litterær end debutromanen.

Herman Bang var hurtigt blevet en kendt skikkelse i København og et yndlingsoffer i vittighedsbladene. Men ingen har skrevet vittigere om Bang end Bang selv i den galgenhumoristiske Ti Aar (1891) om hans mange forsøg på at "sejre" i 1880'erne. Som Osvald i Henrik Ibsens Gengangere (1881) opnåede han en succes i Helsinki og en fiasko i Bergen, der satte punktum for hans skuespillerdrømme.

Han fik et navn som foredragsholder i de skandinaviske lande — og forbindelse med en række blade, som han skrev artikler til, da han 1885-87 opholdt sig i udlandet, først i Berlin, hvorfra han hurtigt blev udvist på grund af nogle respektløse bemærkninger i Bergens Tidende om det tyske kejserhus.

Også fra Meiningen, et center for udviklingen af den naturalistiske teaterkunst, blev han udvist, men han nåede at møde en ung tysk skuespiller, der ledsagede ham til Wien og Prag.

Begge steder blev han overvåget og forhørt af politiet, mistænkt både som anarkist og homoseksuel (hvad der dengang var kriminelt). Herman Bangs samliv med skuespilleren synes at have været hans eneste lykkelige kærlighedsforhold og baggrunden for, at han i disse urolige "vandreår" (titlen på hans breve til Peter Nansen, 1918) modnedes som digter.

I 1885 var Excentriske Noveller udkommet; året efter fulgte Stille Eksistenser (heri Ved Vejen og Hendes Højhed) og i 1887 Stuk. Tine (1889) og novellerne i Under Aaget (1890) afslutter rækken af mesterværker fra Herman Bangs lykkeligste periode.

Han havde fundet sin særlige "impressionistiske" stil, der ikke tillader lange beskrivelser eller psykologiske forklaringer, men gør forfatteren til en iagttager, der viser det iagttagne frem, ofte med ironiske kommentarer.

Ironien rammer gerne bipersonerne, men skåner hovedpersonerne, oftest kvinder med et uforløst forhold til "det man kalder livet", som Katinka Bai i Ved Vejen, der blomstrer op, da hun forelsker sig i husvennen, og sygner hen, da hun ikke tør følge sine følelser.

Herman Bang har en svaghed for dem, der står uden for det normale borgerlige liv, som aristokraterne og artisterne; men en tendens til sentimentalitet i hans medfølelse afbalanceres af en resigneret, undertiden dog noget besk humor.

Stuk giver et livligt billede af København med dens vokseværk i årene efter voldenes fald og et portræt af en generation, Bangs egen, hvis rastløse virketrang dækker over en følelsesmæssig umodenhed.

Et resultat af denne virketrang er det nye Victoria-teater, hvis opførelse — med rigelig brug af stuk — indvielse og konkurs de mange handlingstråde samles om. En af personerne mener, at hele denne virksomhed i det amputerede Danmark "det er ikke andet end sårfeberen fra Dybbøl".

Men når Herman Bang lader en bankdirektør, der minder om tidens førende finansmand C.F. Tietgen, prise "den rige foretagsomheds ånd... i vort samfund", er det uden ironi; Bang beundrede handlingens og også handelens mænd.

Som flittig medarbejder (1885-90) ved det nye dagblad Politiken argumenterede han i en lang række artikler for Københavns muligheder for at blive Nordeuropas førende handelsby og kulturelle centrum; en artikel om "Danmark som Turistland" gav anledning til stiftelsen af Den Danske Turistforening.

Han skrev om stormagternes oprustning og advarede mod Københavns befæstning, som var det store indenrigspolitiske stridsemne. Det nationale overmod, der havde ført til krigen i 1864, satiriserede han over i kapitlet om "Dannevirkenatten" i Tine.

Herman Bang kunne udnytte sine forbavsende levende erindringer fra sin tidlige barndoms nu tabte ø og gøre sin barnepige til hovedperson i en utraditionel krigsroman, hvor begivenhederne på Dybbøl opleves i en nærliggende landsby.

Degnedatteren Tine går ud og ind i skovridergården, skildret efter præstegården i Asserballe; hendes sværmeri for skovrideren bliver, efter at hans familie er evakueret og han selv indkaldt som soldat, til en katastrofe for dem begge.

Efter den produktive periode, hvis resultater ikke blev påskønnet efter fortjeneste, gennemlevede Herman Bang de alvorligste af sine mange psykiske kriser. Han forsøgte at rekreere sig i Norge (Rundt i Norge, 1892), men flygtede videre til Paris, hvor det endelig lykkedes ham at gøre sig gældende inden for teatret som iscenesætter af skuespil af Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson. Han blev senere, 1898-1901, knyttet som instruktør til Folketeatret og skrev om sine teatererfaringer i Masker og Mennesker (1910).

Herman Bang havde i 1891 været indlagt på Kommunehospitalets psykiatriske afdeling, som han brugte som baggrund for beretningen om den opofrende sygeplejerske Ida Brandt i Ludvigsbakke (1896). Således hed godset, hvor Idas far var forvalter og Karl v. Eichbaum, af falleret landadel, var feriegæst.

Nu mødes de på hospitalet, hvor han er kontorist, og forelsker sig; men Ida er, skønt hun har formue, ikke noget passende parti for Karl, der svigter hende for datteren af en smørgrosserer, der køber Ludvigsbakke. Den nye tids opportunisme og materialisme sættes i modsætning til den gamle tid, som i de Bangske personers tilbageblik gerne ses i nostalgisk skær.

Det gælder også hans eget tilbageblik i Det hvide Hus (1898), dvs. præstegården på Als, men ikke den anden erindringsbog, Det graa Hus (1901), dvs. huset i Amaliegade, som farfaderen boede i. Ikke blot "excellencen" i det grå hus, men også den i øvrigt barnligt livsglade mor i det hvide hus har Bang tillagt sine egne dystre meninger om driften som "herren og mesteren".

Liv og Død (1899) rummer et par lykkelige kærlighedshistorier om dem, der hensynsløst følger denne drift. Efter at have skrevet sin morsomste roman, Sommerglæder (1902), om sommergæsterne, der pludselig oversvømmer et søvnigt provinshotel, genoptog Herman Bang dette tema i Mikaël (1904), hvis "moral" er, at den store lidenskab bryder alle love; den får den unge Mikaël til at svigte og bedrage sin hidtidige "mester", den berømte maler Claude Zoret, der har protegeret og elsket ham (det homoerotiske forhold er kun antydet).

Herman Bang øste af sine egne erfaringer og lidelser som kunstner, men lod sin franske maler skabe og lide under så store forhold, som han selv kun kunne drømme om. Hans følelse af hjemløshed ligger bag den sidste roman, De uden Fædreland- (1906): Joán, fra øen i Donau, hvor hans danske mor døde i hans barndom, kommer som violinvirtuos til sin mors fædreland, hvor han tror at møde forståelse som kunstner og kærlighed som menneske og skuffes i begge henseender.

Den danske hjertelighed viser sig at skjule megen giftighed, og en diskussion om forsvarssagen bliver, her som i Tine, en grum satire over nationalt snæversyn. I øvrigt havde den storpolitiske situation fået Bang til at skifte mening; han advarede nu imod "uden modstand at tillade landets besættelse".

Med Ludvigsbakke havde Herman Bang omsider opnået almindelig anerkendelse. Som oplæser, især af egne værker, fik han internationalt ry, som han ønskede at udbrede til USA og Japan. Han blev fundet bevidstløs i toget på vej til San Francisco og døde i Ogden City, Utah. Han blev begravet på Vestre Kirkegård i København.

Herman Bangs "velkendte særhed" (Sophus Claussens formulering) skyggede længe for hans format og gjorde ham til genstand for megen ondartet spot; det var ikke af rejselyst, han ofte drog udenlands. Hans nervøse temperament og mange nervesammenbrud forhindrede ikke en i perioder utrolig arbejdsevne.

Som oplæser synes han at have forenet noget meget excentrisk i sin optræden med noget meget naturligt i sit foredrag, en naturlighed han også tilstræbte som sceneinstruktør. Som sådan tålte han ifølge sin parisiske arbejdsgiver sammenligning med de største.

Som digter minder han ikke om nogen anden; hans uefterlignelige sprog- og replikkunst (som fik mange efterlignere) gør hans prosa til et af de originale danske bidrag til verdenslitteraturen.