Folketeatret er siden åbningen restaureret gennemgribende, men facaden mod Nørregade er i vid udstrækning bevaret. Tegning af C.F. Andersen, gengivet i Illustreret Tidende 1882.

.

Folketeatret, teater i København, grdl. 1857 af Hans Wilhelm Lange. Efter en ombygning 1988-91, der stort set kun skånede de gamle ydermure, råder teatret over fire scener: Store Scene, Hippodromen, Snoreloftet og Ung Scene, senere omdøbt til Boxen, i alt knap 1000 pladser.

"Folketeater" var et begreb, før teatret i Nørregade fik sit navn, og dets første kongelige privilegium, der tillod opførelsen af folkekomedier, vaudeviller, lystspil, pantomimer og operetter, afspejler opfattelsen. Begrænsningen i repertoiret skyldtes dog primært Det Kgl. Teaters monopol på lødigt drama og moderne dramatik i Københavnsområdet. I alle årene har teatret fastholdt den folkelige linje. En af de populæreste forestillinger, Elith Reumerts dramatisering fra 1888 af Henrik Scharlings roman Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard, overstiger 2000 opførelser på Nørregadescenen.

En liberalisering af teaterlovgivningen i slutningen af 1800-t. skabte basis for en vis fornyelse. I 1878 debuterede Herman Bang med enakteren Du og Jeg, og de følgende årtier stiftede teatrets publikum bekendtskab med bl.a. Bjørnstjerne Bjørnsons Over Evne (1899) og Emma Gads Gadens Børn (1903).

Thorvald Larsen, som ledede teatret 1935-59, udvidede folketeaterbegrebet ved på en gang at fortsætte den folkelige linje og byde sit publikum et kunstnerisk ambitiøst repertoire med både klassikere, moderne udenlandske dramatikere og dansk samtidsdramatik, hvoraf kan nævnes Kaj Munks Han sidder ved Smeltediglen (1938), Soyas Efter (1947) og Leck Fischers Frisøndag (1955).

I 1971 blev instruktøren Preben Harris Folketeatrets direktør; han genoptog Thorvald Larsens linje og lagde straks vægt på samfundsorienteret drama og ny dramatik. Teatrets første intimscene, Hippodromen, fra 1974 blev et væksthus for danske dramatikere. Her præsenteredes skuespil af blandt andre Benny Andersen (Her i reservatet, 1976), Sven Holm (Struensee var her, 1977), Nils Schou (Elsker du mig, 1981) og Klaus Rifbjerg (Mor, 1984). Med forestillingerne Skatteøen (1986, musik af Sebastian) og Gøngehøvdingen (1996, musik af Peter Spies), begge frie bearbejdelser af klassiske forlæg, imødekom man publikums musical-begejstring og knyttede samtidig tråden til teatrets folkelige udgangspunkt.

Efter 30 sæsoner som teaterchef blev Preben Harris i 2001 afløst af skuespiller og instruktør Michael Moritzen og produktionschef Tommy Larsen (f. 1957), som med deres valg af forestillinger til åbningssæsonen tilstræbte en tidssvarende folkelighed, bl.a. ved at spille Holbergs Maskarade (2001) og musicalen Troldmanden fra Oz (2002) i moderne udformning. På Hippodromen spilledes bl.a. Kjeld Abells Miss Plinckby's kabale (2001) og Gerz Feigenbergs Strip (2002). Ledelsesmæssige uoverensstemmelser og dårlig belægningsprocent førte til, at de to chefer fratrådte deres stillinger i 2002. I en kort periode fungerede skuespilleren Henning Sprogøe (f. 1953) derefter som midlertidig leder, efterfulgt 2003-05 af skuespilleren Klaus Bondam (f. 1963), uden at det lykkedes dem at få rettet op på hverken økonomi eller belægningsprocent. Folketeatrets chef siden 2005, Malene Schwarz, har derimod med succes fortsat den brede og populære linje med bl.a. Dickens' Et juleeventyr.

Folketeatret.dk er en fusion af Folketeatret og Det danske Teater, der 2007 fandt sted i forbindelse med oprettelsen af Københavns Teater. Malene Schwarz blev formand for de fusionerede teatres bestyrelse, og Waage Sandø blev deres leder frem til 2010. Med få undtagelser spilles de to teatres forestillinger nu både på turné og stationært i Nørregade, hvilket har medført en betydelig udvidelse af aktivitetsniveauet på Folketeatrets scener. Siden 2005 har Dansk Danseteater desuden haft fast spillested på teatret, ligesom der fra sæsonen 2007-08 er etableret en særlig scene for børn og unge, Børnescenen, hvor skiftende turneteatre gæstespiller.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig