C.F. Tietgen var en dansk finans- og industrimand. Han var en af Danmarks mest initiativrige erhvervsmænd gennem tiderne og initiativtager til virksomheder, der blev af central betydning for landet.

C.F. Tietgen
Faktaboks
Carl Frederik Tietgen
- Født
- 19. marts 1829
- Død
- 19. oktober 1901

C.F. Tietgen.
Fra grossist til bankmand
Som søn af en bestyrer i en klub for det odenseanske borgerskab måtte den unge Tietgen hjælpe til i klubben. I 1843 kom C.F. Tietgen i lære i Odenses største manufakturhandel, og efter endt læretid og fem år i Manchester med rejser til Nordtyskland, Sverige og Norge nedsatte han sig i 1855 som grossist på Gammeltorv i København med firmaet C.F. Tietgen & Co. — et erhverv, som dog blev kortvarigt.
Tietgens medvirken som kurator i et konkursbo afslørede så suveræne evner for økonomisk og strategisk tænkning, at han i 1857 blev opfordret til at indtræde i direktionen for Privatbanken, der åbnede samme år. Hans ilddåb som bankmand blev hans kreative redning af det store hamburgske bankierhus H. Pontoppidan og dermed af dets danske kunder. Huset rådede over sterlingveksler i tilstrækkelig mængde til at ride en krise af, men det krævede, at de på få dage kunne veksles til danske kroner.
Opgaven var alt for stor for Privatbankens kasse, men Tietgen påtog sig alligevel at klare sagen ud fra den teori, at så snart de første kroner var udgået fra bankens kasse, ville mange af dem hurtigt vende tilbage til banken som indskud, hvorpå de kunne genudlånes osv. Og han fik ret.
Store investeringer og nye aktieselskaber

Professor Ole Langes prisbelønnede biografi om C.F. Tietgen, Stormogulen, udkom i 2006. Bogens forside gengiver P.S. Krøyers berømte børsbillede, hvor Tietgen står i midten.
Tietgen viste andre sider af sit bankgeni ved at indføre checken i Danmark og ved at lade Privatbanken udvikle sig til noget hidtil uset i Danmark, nemlig en investeringsbank. Det betød, at banken selv grundlagde virksomheder, indskød aktiekapital, udpegede personer til ledelsen og fulgte med i driften.
Af og til satte Tietgen egne midler i projekterne. I dette arbejde afslørede han en sikker personbedømmelse, ligesom han i praksis indførte aktieselskabet som erhvervslivets nye etableringsform. Denne indsats var særlig massiv i perioden 1865-1873: Kryolith Mine og Handelsselskabet (se kryolit) blev stiftet i 1865, Kjøbenhavns Sporvei-Selskab (se sporveje) og Det Forenede Dampskibs-Selskab (se DFDS) i 1866, Det Store Nordiske Telegraf-Selskab (se GN Store Nord) i 1869, De Danske Sukkerfabrikker (se Danisco-koncernen) og De Danske Cikoriefabrikker i 1872, Burmeister & Wain og Em. Z. Svitzers Bjergnings-Entreprise blev omdannet til aktieselskaber i 1872, Tuborgs Fabrikker blev stiftet i 1873, De Danske Spritfabrikker og Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab (se KTAS) i 1881 og Faxe Kalkbrud (se Fakse Kalkbrud) i 1883.
Det var tanken, at de nye selskaber skulle udnytte tidens teknologiske fremskridt, fjerne flaskehalse i det industrielle mønster, og at en forbedret infrastruktur i form af jernbaner, telefon- og telegrafselskaber mv. skulle gøre det lettere for erhvervslivet som helhed at fungere. Samarbejdsfordele skulle kunne høstes. Nogle selskaber blev skabt fra grunden, andre ved fusion. Også i den metier var Tietgen pioner i Danmark.
Stormogulen og hans metoder

Det er ikke sikkert, at Tietgens firmaimperium var blevet lige så stort, hvis det skulle have været etableret under en moderne bank- og børslovgivning med tilhørende offentlige tilsyn. Han kunne forfalde til bestikkelse (og havde en krigsminister – Waldemar Raasløff – på en hemmelig lønningsliste), til oppustning af aktiver i bankregnskabet og til udløsning af aktiehausse gennem kurs- og mediepleje.
Samtiden var beundrende, men kunne også være kritisk; bag sin ryg blev han kaldt stormogulen af de andre børsherrer. På P.S. Krøyers store børsbillede ses Tietgen stående alene, mens alle andre har fundet sammen i grupper. Det var også evident, at han kunne tage fejl; fx gik H.N. Andersen forgæves til Tietgen med sine ØK-planer, og samme skæbne led idéen om en københavnsk frihavn.
C.F. Tietgen og Frederikskirken
Tietgen var grundtvigianer og overtog og færdiggjorde for egne midler Frederikskirken (kendt som Marmorkirken). Han havde et godt forhold til kongen og var blandt hans finansielle rådgivere. Tietgen steg livet igennem i graderne, fra etatsråd til gehejmekonferensråd, men en lille hjerneblødning i 1894 bevirkede, at han måtte løsne sit greb om den danske erhvervsudvikling. Ved hans død skrev Herman Bang i Politiken: "Han skabte vort samfunds udvikling i mere end et halvt århundrede".
C.F. Tietgen ligger begravet på den lille kirkegård, der omgiver Lyngby Kirke, som han selv ejede frem til 1901.
Kommentarer (2)
skrev Hans Bendix Pedersen
I artiklen nævnes det: > Han kunne forfalde til bestikkelse (havde en krigsminister på hemmelig lønningsliste)<
Bør det ikke med, at krigsministeren var Waldemar Rudolph (von) Raasløff 1815-1883 da navnet kan læses i professor Ole Langes biografi
" Finansmæmd, stråmænd og mandariner" om C.F. Tietgen, og at betalingen var 6000 rigsdaler om året. Det var ikke småpenge, og mere end en ministerløn.
Med venlig hilsen
Hbendixp
skrev Jacob Mollerup
Tak for forslaget. Oplysningen fremgår ganske rigtigt både hos Ole Lange og i Dansk Biografisk Leksikon. Jeg har indsat navnet i en parentes. Så kan interesserede læse videre.
mvh
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.