Sukkerkogeriet i Odense blev opført 1872-73 og overtaget af A/S De Danske Sukkerfabrikker i 1880. Fotografiet er fra 1896.

.

Danisco-koncernen anvender bl.a. genteknologi i sukkerroeforædlingen. De genetisk modificerede sukkerroeplanter udplantes med håndkraft på Danisco Seeds forsøgsmark ved Holeby på Lolland. Kimplanterne anes svagt i de hvide papirhylstre med jord. Udplantningen, der sker med tilladelse fra Miljøministeriet, har til formål at undersøge, om planterne under markforhold svarer til almindelige sukkerroeplanter med hensyn til bl.a. form, vækst og sukkerindhold. Se også illustration til bioteknologi.

.

Danisco, dansk (til 2011) industrikoncern, dannet i 1989 ved fusion af Danisco A/S (stiftet 1934 af det i 1923 oprettede Dansk Handels- og Industri Compagni), De Danske Spritfabrikker, stiftet 1881, og De Danske Sukkerfabrikker, stiftet 1872 (se nedenfor).

Siden fusionen har virksomheden investeret store summer i frasalg og tilkøb af virksomheder og investeringer i bestående. Danisco A/S er moderselskab i Danisco-koncernen, der er opdelt i 11 divisioner, der bl.a. producerer funktionelle ingredienser til fødevareproduktion, fx emulgatorer, stabilisatorer, aromaer og enzymer.

Danisco er verdens største leverandør af produkter, der påvirker udseende, konsistens og smag af fødevarer som brød, margarine, is, syltetøj og kød. Som sukkerproducent er koncernen med en række sukkerfabrikker i Danmark, Sverige og Tyskland EU's fjerdestørste producent.

Daniscos oplysnings- og reklamekampagne vedr. brug af sukker gav i 1990'erne anledning til debat om ernæring og markedsføring.

Koncernen skiftede 1999-2001 radikalt struktur. Danisco solgte emballageaktiviteter som papir, bølgepap og plast (Danisco Flexible), spiritus og vin (Danisco Distillers, der under det genoplivede navn De Danske Spritfabrikker afhændedes til det svenske Vin & Sprit AB) og fødevarer som frosne grøntsager.

2008-2009 solgte Danisco datterselskabet Danisco Sugar A/S (De Danske Sukkerfabrikker) til den tyske industrikoncern Nordzucker, og i 2011 blev hele Danisco-koncernen købt af den amerikanske koncern DuPont.

Med produktions- og salgssteder i over 40 lande og ca. 6.800 ansatte havde Danisco-koncernen 2009-2010 en omsætning på 13,7 mia. kr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig