Gustave Flaubert

Forfatterskabet spænder fra de romantisk inspirerede ungdomsværker Mémoires d'un fou, Novembre, det historiske drama Loys XI, samt en første version af romanen L'Éducation sentimentale fra 1845, til den eksperimenterende, næsten surrealistiske tekst La Tentation de saint Antoine (tredje version 1874, dansk Den Hellige Antonius' Fristelser, 1904, 1968, Prøvelsen af Sankt Antonios, 2023) om tro og kætteri i kristendommens barndom, samt den uafsluttede roman Bouvard et Pécuchet (posth., 1881, dansk s.å.) om to mænd, der farer vild i samtidens viden og videnskaber, med den tilhørende samling af klichéer, Dictionnaire des idées reçues (1910). Mellem disse yderpunkter ligger de mest læste værker: tre romaner og tre mindre fortællinger.

I 1857 udkom det vigtigste af værkerne, romanen Madame Bovary (dansk 1875, 1967, 2004), som havde været undervejs i fem år. I den handlingsmættede fortælling følger man den frustrerede og illusionsfyldte unge kvinde, mens hun langsomt går til grunde i det småborgerlige provinsmiljø i Nordfrankrig, som Flaubert, der var inspireret af reelle steder og historier, indimellem giver en stærkt ironisk beskrivelse af. Historien om den romantisk-lidenskabelige Emma, hendes ægteskab med den middelmådige landlæge Bovary, hendes eskapader, gældsætning og selvmord bragte forfatteren for retten, da man fandt bogen med dens ægteskabsbrud stridende mod offentlig moral, men Flaubert klarede frisag, stærkt hjulpet af sin forsvarer. Ud over enkelte udfordrende scener virkede hele det realistiske billede af dagligdagen, de psykologiske dybder og fortælleteknikkens mulighed for at gå tæt på personerne og se dem indefra chokerende og nærgående. Flaubert reducerede i Madame Bovary den traditionelle alvidende fortæller personbeskrivelse til fordel for en karakteristik af personerne indefra, fx gennem dækket direkte tale eller ved synsvinkler, der kan tillægges dem, en radikal fornyelse af fortællekunsten.

Gustave Flauberts ønske om så vidt muligt at fjerne fortællerens personlige farvning af stoffet blev i romanen Salammbô (1862, dansk 1902, 1930) efterprøvet på historien om lejesoldaternes oprør mod Karthago, et stof, der lå langt væk i tid og sted. Her kunne hans historiske og mytologiske viden udfolde sig som grundlag for en beretning om en brutal krig og og en lidenskabelig kærlighed i et samfund i opløsning. Romanen vakte ikke den samme opsigt som Madame Bovary, mest fordi handlingen udspandt sig i en fjern fortid og et fjernt land.

Syv år efter fulgte igen en samtidsroman: den fuldstændig omskrevne L'Éducation sentimentale (1869, Følelsernes opdragelse, 2000), en udviklingsroman opbygget med Balzac som forbillede om en ung mands vej fra provinsen til Paris, om følelsernes vildveje og de politiske nederlag omkring Februarrevolutionen 1848. Billedet af mennesket og dets verden hos er her som i Madame Bovary præget af sammenbrud og af Flauberts udtalte skepsis over for sin samtids, i hans øjne, mangel på rygrad, hvad man også kan se i den "store politiske komedie", som han selv sagde, teaterstykket Le Candidat (1874). Han gav i sine breve ofte udtryk for sin fremmedhed i forhold til samtiden, som han opfattede som værdiforladt. Hans største ønske var at lade det reelle stof genopstå i kunsten som en verden for sig, således at man kunne sige, at bogen var skrevet "over ingenting", men hvilede i sin egen æstetiske fuldkommenhed.

Nærmest kom Flaubert denne idé i Trois contes (1877, dansk Tre fortællinger, 1947, 2001), de tre fortællinger "Un cœur simple" ("Et enfoldigt hjerte"), "Saint Julien l'Hospitalier" ("Legenden om Sankt Julian den Gæstmilde") og "Hérodias", hvor han i tre forskellige rammer hentet i den moderne tid, i middelalderen og i antikken skildrer udviklingen i menneskenes tro fra overtro til tragedie. Fortællingerne er en slags koncentration af forfatterskabet, men i form af nøgterne skildringer som de kirkelige glasmosaikker, de er inspireret af.

• Brombert, Victor (1966). The Novels of Flaubert: a study of themes and techniques. Princeton: Princeton University Press.
• Danielsen, Eric (2005). Flaubert – desillusionens mester: en historisk biografi. København: Vindrose.
• Lund, Hans Peter (1994). Gustave Flaubert. Trois contes. Paris: Presses Universitaires de France.
• Séginger, Gisèle (2000). Flaubert. Une poétique de l'histoire. Strasbourg: Presses Universitaires de Strasbourg.