Émile Zola

Émile Zola var en fransk forfatter, kendt dels som naturalismens bannerfører i Frankrig, dels som en af de skarpeste debattører under Dreyfusaffæren.

De første værker vidner klart om en romantisk-mystisk inspiration, fx Contes à Ninon (1864), men allerede med Thérèse Raquin (1867, da. 1901) begynder de naturalistiske fænomener at slå igennem i form af en biologisk inspireret materialisme og en gennemført naturtro virkelighedsskildring.

I forordet til anden udgave udmøntes denne tendens i en slags romanens videnskabsideal: Det enkelte menneske og den individuelle psykologi bør træde i baggrunden til fordel for det repræsentative tilfælde, hvor individet anskues som et biologisk produkt i en given social virkelighed.

Romanen simulerer således et videnskabeligt eksperiment, der består i at indsætte et individ med bestemte (nedarvede) egenskaber i en minutiøst gengivet social ramme og nøje følge den udvikling, der dermed er sat i gang.

Disse idéer, som Émile Zola udbygger væsentligt i Le Roman expérimental (1880), anskueliggøres i hovedværket Les Rougon-Macquart (1871-1893), en 20-binds romancyklus om det franske samfund under Det Andet Kejserdømme, bl.a. med L'Assommoir (1877, da. Agnes eller Drankerens Datter, 1880, Faldgruben, 1882), Nana (1880, da. 1882), Germinal (1885, da. 1931) og La Bête humaine (1890, da. Menneskedyret, s.å.).

Seriens hovedpersoner indgår i en vidt forgrenet familie, og alle bærer de på kernen af en nedarvet psykisk brist, som udsættes for de forskelligste påvirkninger og derfor giver sig vidt forskellige udslag. Såvel "eksperiment" som "resultat" er selvsagt ren fiktion, men i sin minutiøse opregning af sociale årsagsforhold kommer værket til at inkarnere en slags visionær naturalisme, hvis deterministiske livssyn holder alle moralbegreber på afstand.

I de to senere romanserier, Les Trois villes (1894-1898) og Les Quatre évangiles (1899-1903, sidste ufuldendte bd. Justice, 1927), genfinder vi den minutiøse samfundsskildring, men en vis moraliserende tone slår efterhånden igennem, specielt i den sidstes sociale utopier.

Som engageret samfundsdebattør var Zola kendt for talrige artikler. Størst betydning fik hans berømte J'accuse (Jeg anklager) fra 1898, hvor han i et åbent brev til præsidenten påviste den dømte Alfred Dreyfus' uskyld og beskyldte den franske generalstab for korruption. Artiklen kostede ham en fængselsstraf og følgende eksil, men den blev på længere sigt en afgørende faktor for rehabiliteringen af Dreyfus.

Émile Zolas uventede død i 1902 i en alder af kun 62 år i hans pariserbolig, hvortil han og hustruen med kort varsel var kommet ind fra landet, er omgæret med megen mystik, idet kun han – hustruen overlevede – omkom som følge af kulilteforgiftning. Under stor folkelig deltagelse blev han begravet på Montmartre-kirkegården, hvorfra han i 1908 blev overført til Panthéon.