autonomi

Politisk autonomi har forskellige betydninger.

For det første begrundes den politiske frihed ud fra den opfattelse, at mennesket er et rationelt væsen med en fri vilje og med evne til at foretage moralske valg. Det kan således tillades et menneske at gøre politisk, hvad det vil, så længe det ikke skader andre.

For det andet tales der om statens autonomi, dvs. en stats evne til at handle uafhængigt af andre stater og uafhængigt af sit eget samfund. Afgørende for denne autonomi er magten til at gennemtvinge love, hvilket er et spørgsmål om resurser, og da disse aldrig er ubegrænsede, tales her undertiden om relativ autonomi. Endvidere afhænger en stats autonomi af, i hvilken grad staten har en af andre stater anerkendt suverænitet og en af sin egen befolkning anerkendt autoritet, hvilket forudsætter, at staten betragtes som legitim. Regional autonomi opstår ved, at staten uddelegerer beføjelser til delstater eller til regionale eller kommunale organer.

For det tredje taler man om autonomi inden for institutioner, når disse selv udformer deres statutter. I denne forstand har fx universiteter normalt autonomi. Også institutioner, der kun i visse spørgsmål er afhængige af organer på et højere trin, kan siges at have autonomi. Universiteter har i almindelighed autonomi i videnskabelige spørgsmål, kirken i religiøse.

Moralsk autonomi vil sige, at det enkelte menneske selv bestemmer sine handlinger og ikke lader autoriteter eller andre enkeltpersoner bestemme for sig. Heraf følger, at man selv står til ansvar for, hvad man bestemmer sig til. Man forpligter sig selv. Begrebet forudsætter frihed, idet man selv bestemmer, hvorledes man skal handle, og vel at mærke bestemmer sig således, at man er i overensstemmelse med sig selv.

Tanken om moralsk autonomi er prægnant formuleret af Kant. I hans tolkning står autonomi i modsætning til det at handle vilkårligt eller efter forgodtbefindende. Moralsk autonomi betyder, at et menneske som et fornuftsvæsen selv fastsætter loven for sin handlen. Denne lov er fælles for alle mennesker — eller består rettere i selve dette, at man skal handle, således at den regel, man handler efter, kan blive en almengyldig lov (det kategoriske imperativ).

Med tanken om autonomi fremhæves det, at et menneske er en person, for så vidt som det selv bestemmer, hvordan det tænker og handler. Moralsk autonomi rummer dermed også fordringen om at respektere medmennesket som person.

Inden for psykologi benyttes begrebet autonomi især om barnets voksende uafhængighed og om et træk ved den modne personlighed, se selvstændighed.

Autonomi og paternalisme er to af bl.a. den medicinske etiks grundbegreber. Autonomi betyder selvbestemmelse eller snarere retten til at træffe egne beslutninger. Paternalisme betyder formynderi, dvs. andres forvaltning af beslutninger, der angår en selv. Ordet paternalisme angiver i historisk perspektiv et faderligt formynderi. Med kvindens tiltagende ligestilling aftager tilsvarende formynderbegrebets afhængighed af kønnet.

Inden for sundhedsvæsenets etik udgør autonomi og paternalisme et modsætningsforhold. Autonomi er her positivt, paternalisme negativt.

Autonomi eller retten til autonomi udtrykker for det enkelte menneske den personlige frihed, som er en så væsentlig del af de grundlæggende menneskerettigheder. Retten til autonomi angår ikke primært de personlige valg på områder som værdier og livsholdninger. I stedet dækker begrebet i første række beskyttelsen af den personlige frihed i samfundssammenhænge, fx i forhold til myndigheder og professioner såsom læger, pædagoger, socialmedarbejdere etc.

Til retten til autonomi er knyttet retten til forudgående information, for at et nødvendigt beslutningsgrundlag kan tilvejebringes. Paternalisme opfattes som en myndigheds eller et menneskes utidige indskrænkning af et andet menneskes ret til selvforvaltning af egne interesser. Mange eksempler fra nyere tid viser, at fjernelsen af paternalisme har været et hovedmål for stærke frihedsstrømninger.

I de senere år har det sort-hvide modsætningsforhold mellem autonomi og paternalisme måttet vige for en mere nuanceret opfattelse.

Paternalisme opfattes ikke negativt under alle forhold. Afslår en person således at udnytte sin ret til autonomi og det dermed forbundne ansvar og efterspørger fx en læges råd og medansvar, kan paternalisme forekomme i en medmenneskelig, dvs. positiv form.