medicinsk etik

Medicinsk etik, de særlige etiske aspekter af sundhedsvidenskab. Disse siges af fagetikere at tilhøre undergruppen anvendt etik, hvilket er rimeligt, hvis man alene ser på de etiske problemers tætte kobling til patientarbejdet og den dermed forbundne forskning. Ser man imidlertid også på udviklingen af begrebsdannelser og teorier inden for medicinsk eller sundhedsvidenskabelig etik, går påvirkningen også den anden vej, fra anvendelse til teori.

Medicinsk etik deler de problemer, der er knyttet til en nutidig og generel definition på etik, med andre former for anvendt etik og med fagetikere og filosoffer. Etik er afledt af græsk ethos, der betyder 'skik, sæd, sindelag', men hvad der udgør et sædeligt eller godt liv, varierer i overensstemmelse med den mangfoldighed af værdier, der præger et nutidigt samfund. Skal man derfor ind til kernen af etikbegrebet i en sundhedsvidenskabelig sammenhæng, er det ikke tilstrækkeligt at benytte én, i øvrigt dækkende, definition som: "Summen af de ikke-materielle værdier, der er overvejende folkelig enighed om danner grundlaget for det nutidige danske samfunds menneskesyn og kultur", jf. bl.a. Etisk Råds publikationer om disse spørgsmål i principiel form. Man må også i særlige tilfælde afkræve den, der anvender det netop definerede etikbegreb, en yderligere redegørelse for de grundlæggende værdier, der indgår i brugerens etikbegreb. Eksempler på sådanne værdier er: medmenneskelighed, ligeværdsopfattelse, retfærdighed og frihed. Flere af disse værdier indgår isoleret eller i kombination i traditionelle medicinsk-etiske begreber. Paternalismen, formynderiet, er fx en negativ form for læge-patient-forhold, fordi en formynderisk holdning er en overtrædelse af værdien ligeværd. Tilsvarende er retten til selvbestemmelse (autonomi) et positivt etisk begreb, da det netop respekterer alle borgeres ligeværd, uanset på hvilken side af en professionel situation de befinder sig; samtidig respekteres værdien frihed. Hvad der sommetider glemmes, når autonomibegrebet prises, er for det første, at en forudsætning for udnyttelsen af denne ret er, at den ikke begrænser andres autonomi og adgang til resurser, dvs. strider mod værdien retfærdighed; for det andet, at selvbestemmelsen ikke kun er retten til at sige nej ud fra en egocentrisk vurdering, men også retten til at sige ja af uselviske grunde. I modsat fald svigtes værdien medmenneskelighed i et samfundsperspektiv, dvs. at fællesskabshensynet tilsidesættes.

Værdien ligeværd indgår også i retfærdighedsbegrebet på samfundsniveau i form af alle borgeres ret til at modtage samme relative dækning af deres behov for sundhedsydelser og ved, at borgerne hæfter solidarisk for denne forpligtelse.

Et tredje etisk princip, at gøre godt, og det komplementære, ikke at skade, hviler bl.a. på værdierne ligeværd og medmenneskelighed, der sammen med værdien sandhed indgår i bl.a. videnskabsetikken, som det skal omtales senere.

Udviklingen i sundhedsvidenskabelig og sundhedsfaglig etik er ikke gået via en projektion af den teoretiske etiks principper til sundhedsfagenes møde med patienterne. Erkendelsen af fagenes teknisk-håndværksmæssige utilstrækkelighed som grundlag for at tage ansvar for at undersøge, behandle eller udforske syge mennesker er opstået i sundhedsfagene selv. Derefter har den medicinske etiks begreber og metoder udviklet sig, delvis i en dialog med fagetikere og filosoffer.

Udviklingen af nye undersøgelses- og behandlingsmetoder går meget stærkt og det ofte i retninger, som ikke blot flytter det teknisk muliges grænser, men også overskrider eller truer med at overskride etiske grænser, dvs. går imod værdier, som af mange anses for at være eksistentielt eller kulturelt urørlige. Følgelig udvider de medicinsk-etiske underområder sig tilsvarende, så det på denne baggrund alene af pladshensyn kun er muligt at omtale fem af de vigtigste områder: patientrettigheder, etikken knyttet til livets begyndelse, etikken ved livets afslutning, fordelingsetikken samt videnskabs- og forskeretikken.