absolutisme

Begrundelsen for absolutismen var den guddommelige udvælgelse af herskeren, der blev symboliseret i salvningen, samt troen på nødvendigheden af en stærk fyrste som værn mod kaos.

Den franske jurist Jean Bodin definerede i et indflydelsesrigt og kontroversielt værk fra 1576 fyrsten som stående over loven (lex), dvs. over alle menneskeskabte love, men ikke over retten (jus). Derfor kunne fyrsten give nye love, men han kunne ikke bryde naturretten, dvs. de guddommelige love, som alle skabninger er underlagt. Brød han naturretten og efter forgodtbefindende skaltede og valtede med undersåtternes liv og ejendom, var der tale om et despotisk styre, som man mente karakteriserede Orienten. Netop naturretten som værn mod herskerens vilkårlighed adskiller absolutismen fra moderne tiders autoritære regimer og fra visse former for diktatur.

Kongen var det bedste bolværk mod samfundsmæssigt kaos. Mistilliden til folkets egne kræfter viste sig i tidens menneskesyn, grellest i englænderen Thomas Hobbes' værk Leviathan fra 1651. Menneskene er her symboliseret ved et undergangsuhyre, fundamentalt grådigt og ude af stand til at leve i samfund uden en stærk hersker.

Baggrunden for absolutismen var en ny samfundstænkning i 1100-1200-t. "Samfundet" eller "det fælles bedste" blev begrundelse for to tilsyneladende modsatrettede argumentationer. Den ene var, at autoritet delegeres fra oven, fra Gud. Den anden var, at autoritet bygges op fra neden og opsummerer folkets vilje eller det fælles bedste. Begge argumenter kunne imidlertid begrunde en samling af magt i en enkelt persons hånd, og begge forblev brugbare inden for statstænkning indtil op i 1700-t.

Den første konsekvente absolutistiske tænkning var pavestolens forsøg på i 1200-t. at skabe et uindskrænket åndeligt og verdsligt herredømme over alle kristne. Det mislykkedes, og pavens autoritet smuldrede; det samlende midtpunkt forsvandt og blev både i praksis og i måden at opfatte staten på afløst af flere europæiske magtcentre. Det kendteste eksempel på tænkemåden er Machiavellis bog udgivet i 1532 om "Fyrsten", som ikke er forpligtet på kirken eller nogen anden hersker, men hvis eneste mål skal være at konsolidere og udvide sit territorium, og hvis stærkeste brugbare middel er krig.

Krig ændrede fundamentalt karakter. Adelsrytteriets rolle var definitivt udspillet omkring 1500, og stadig større fodfolkshære blev afgørende på slagmarken. De blev økonomisk overkommelige for fyrsten — og kun for ham — pga. koncentration af ædelmetal netop hos ham, pga. den begyndende merkantilismes aggressive handelspolitik samt og især pga. en ny, direkte beskatning af undersåtterne, der stod i modsætning til tidligere, da størstedelen af skatterne svaredes til lokale herremænd.

Karakteristisk for absolutismen var administrationen og den voksende, verdslige embedsmandsstand. Adelen måtte opgive rollen som selvstændige krigere, og adelens sønner udfyldte posterne som administratorer og befalingshavende over ikke egne, men fyrstens mænd.

Den nye beskatning skete på et ændret lovgrundlag. Tidligere var lovgivning i princippet et forsøg på at genfinde de gamle love, som blev betragtet som uforanderlige (den statiske lovopfattelse). I 1500-t. blev opgaven at skabe nye love i overensstemmelse med almenhedens behov (den dynamiske lovopfattelse), og opgaven tilfaldt fyrsten. Han blev på den måde sat over loven.

Denne lovopfattelse gav to resultater i 1600-t. Dels blev det almindeligt og accepteret, at regenten undlod at indkalde parlamentet, således som det skete i Frankrig fra 1614 til 1789. Parlamentet blev altså ikke afskaffet, men afskåret fra indflydelse. Dels kunne absolutismen fastlægges forfatningsmæssigt; mest vidtgående skete det i Danmark i Kongeloven af 1665, hvori kongen blev beskrevet som "det ypperste og højeste Hoved her paa Jorden over alle menneskelige Love".

De absolutistiske herskere følte ansvaret tungt, og flere blev myreflittige administratorer, der personligt søgte at holde sig orienteret om alle statens affærer ned til mindste detalje. Solkongens udtryk "Staten, det er mig" var ikke alene begrundelse for et liv i luksus, men også for stadigt administrativt arbejde. Andre herskere valgte i større udstrækning at forlade sig på embedsmændene, som med det centraliserede, udbyggede administrationsapparat uden anden kontrolinstans end herskeren selv kunne opnå betragtelig indflydelse.

Absolutismens konkrete udformning i de enkelte lande blev forskellig og afhang af adelens magt i det enkelte land og af landets historiske baggrund. Den russiske absolutisme indførtes med Peter 1. den Store omkring 1720 og varede til 1917; den afløste et middelalderligt, feudalt samfund direkte og uden de ændringer i menneskesyn, som renæssancen og Reformationen havde påtvunget Vesteuropa.

Den svenske absolutisme grundede sig på en ekspansiv krigspolitik i 1600-t. og nåede sit højdepunkt under Karl 11., men her måtte der stadig tages hensyn til adelens særinteresser. I Preussen forenedes derimod junkerstandens og kongens interesser i en gennemmilitariseret absolutisme fra 1660-1806.

Den spanske absolutisme var stærkest i 1500-t., da kongen kunne finansiere krige og pragtbyggeri med ædelmetal fra Amerika, og mistede styrke i takt med Spaniens økonomiske nedgang i slutningen af 1500-t.

Den franske absolutisme var i praksis gældende fra begyndelsen af 1600-t., da stænderne ikke længere blev indkaldt, og den nåede sit højdepunkt i pragt og formåen under Ludvig 14. den Store, Solkongen, (1643-1715) og blev idealet for andre europæiske fyrster.

I England beholdt Parlamentet afgørende indflydelse side om side med et absolutistisk styre, mens Nederlandene blev en republik med en stærk centralmagt, men uden fyrstelig hersker.

Absolutismen i Danmark var forfatningsmæssigt den mest vidtgående i Europa; i praksis blev kongen imidlertid i meget høj grad afhængig af sin embedsmandsstand.

Opløsningen af absolutismen begyndte i 1700-t. Troen på i det mindste det veluddannede borgerskabs evne til på grundlag af viden at træffe fornuftige beslutninger voksede, og en kritik af nedarvede sandheder opstod, hvorpå fulgte kritik af kirken. I takt med denne udvikling begrundedes den absolutistiske statsmagt i faldende grad med forlening af guddommelig autoritet og i stigende grad med, at herskeren opsummerede folkets vilje. Dermed var vejen åben for, at folket kunne repræsenteres af andre end en fyrste, fx af en republik som den amerikanske eller den franske under revolutionen.

Desuden havde absolutismen været fulgt af et behov for fysisk at manifestere herskerens almagt gennem et pragtbyggeri uden fortilfælde. I perioder blev omkring halvdelen af Frankrigs store skatteindtægter brugt på slottet i Versailles. De enevældige kongers luksus i det sene 1700-t.s kriseår oprørte både horder på sultegrænsen og lighedstænkende borgere, og absolutismen faldt — hurtigt under guillotinen eller i løbet af 1800-t.s udvikling hen imod demokrati.

Tilbage blev den almindelige beskatning, statsadministrationen og absolutismens pragtbygninger.