autoritære regimer

Generelt kan anføres følgende karakteristiske træk ved autoritære regimer:

1. Den udøvende magt, dvs. regeringen, er styrket og selvstændiggjort i forhold til parlamentet, der ikke kontrollerer regeringen og ikke indgår i den politiske beslutningsproces.
2. Regeringsmagten er alene legitimeret ved magtbesiddelse.
3. De statslige magtinstrumenter, politiet og hæren, spiller en stor og ukontrolleret rolle.
4. Den politiske pluralisme er indskrænket, idet der kun er et etpartisystem eller et system med et hegemonisk (dvs. dominerende/ledende) parti.
5. Retstilstanden vil ofte være en form for undtagelsestilstand, idet dele af forfatningen er sat ud af kraft, og borgerlige rettigheder indskrænket eller ophævet.
6. Den offentlige mening er regeringskontrolleret.
7. Regimet fremholder undertiden en fællesskabs- eller integrationsideologi som basis, hvilket kan være nationalisme eller antikommunisme.

1900-tallet har fremvist forskellige autoritære regimer. De blev etableret i mange af de europæiske stater, der efter 1. Verdenskrigs slutning i 1918 havde fået et demokratisk system; dette skulle gentage sig efter 2. Verdenskrigs afslutning i 1945. I mellemkrigstiden tog de ofte form af diktatur, og denne periode er da også blevet kaldt diktaturets tidsalder. I de fleste af de 18 europæiske stater, hvor det demokratiske system frem til 1940 blev ophævet, blev det erstattet af mere eller mindre autoritære styreformer, som kan opdeles i forskellige hovedformer. De fascistisk-nazistiske regimer og det bolsjevikiske diktatur i Rusland, der medregnes her, var dog andet og mere end autoritære regimer.

Dette styre er karakteriseret ved, at en præsident udøver et faktisk magtmonopol og reelt regerer uafhængigt af et parlament. Som eksempel kan anføres præsidialregeringerne i Tyskland i begyndelsen af 1930'erne, der kunne regere ved hjælp af artikel 48 i Weimarforfatningen om undtagelsestilstand. Heinrich Brüning, Franz von Papen, Kurt von Schleicher og Hitler stod i spidsen for disse regimer frem til skabelsen af Det Tredje Rige i sommeren 1934. Det tyske parlaments rolle var indskrænket, og parlamentsvalg havde ingen indflydelse på regeringsmagten.

Om nogle af de person- og partidiktaturer, der blev oprettet i mellemkrigstiden, kan siges det samme som om præsidialstyret. I Portugal oprettede António de Oliveira Salazar i 1933 en autoritær stænderstat, Estado Novo, der var baseret på et etpartisystem. Østrig fik også et autoritært, stænderopbygget system, austrofascismen, da parlamentet i 1933 blev sat ud af funktion. Regeringsmagten baserede sig på den Vaterländische Front, på Heimwehr og på brugen af forordninger. Denne form kunne genfindes i andre lande, hvor det demokratiske system var bukket under.

En variant, der bl.a. var meget udbredt under 2. Verdenskrig, er militærstyret, der er karakteriseret ved, at militærpersoner eller grupper (juntaer) udøver det autoritære styre. Bedst kendt er nok general Francos militærdiktatur i Spanien (fra 1939 til 1975), under hvilket Franco med støtte fra den fascistiske falange regerede Spanien enevældigt. Francos regime regnes almindeligvis ikke for et fascistisk regime, men for et militærdiktatur, der havde visse mål og midler til fælles med de fascistiske regimer og med militærstyret i Japan fra 1941 til 1945. I 1973 fik den sydamerikanske stat Chile et lignende regime, da militæret styrtede præsidenten, og general Pinochet overtog magten (indtil 1988). I Grækenland afsatte en gruppe oberster regeringen i 1967, og obersterne overtog som junta magten indtil 1974.

De fleste af de militærdiktaturer, som navnlig stater i den tredje verden har gennemlevet, kan karakteriseres som autoritære regimer. Ud over Chile kan nævnes militærstyret i flere stater i Sydamerika, fx i Paraguay (fra 1954 til 1991) og i Argentina (fra 1976 til 1983), militærstyrer i Afrika, fx i Sudan (fra 1969), i Libyen (fra 1969 til 2011), i Etiopien (fra 1974 til 1990) og i Zaire (Den Demokratiske Republik Congo) (fra 1973 til 1997) samt i Burma (Myanmar) i Sydøstasien (fra 1962 til 2011).

Dette er karakteriseret ved, at en fascistisk eller nazistisk bevægelse er kommet til magten eller kommet med i magten og er et autoritært regime, idet det selvstændiggør regeringsmagten på bekostning af parlament og forfatning. I Italien eksisterede det fra 1922 til ca. 1925 og i Tyskland i alt fald i de første måneder af 1933. Men det fascistiske regime var også andet og mere end et autoritært regime, idet stat og styre blev fasciseret, ved at den fascistiske bevægelse og dens form for politik satte sig igennem i staten. Det forandrede stat og styre og gav statslige og magtmæssige beføjelser til ikke-statslige organer såsom SA og SS. Den nazistiske Førerstat, der blev etableret i sommeren 1934, medførte en helt ny slags styre.

De fascistiske regimer, især det nazistiske, opfattes af nogle som tilhørende den totalitære regimetype. Dette er dog næppe rimeligt. Det totalitære styre er karakteriseret ved, at styret, dvs. det regerende parti, politisk og ideologisk tilstræber total kontrol med samfundet i sin helhed. Altså ikke kun med regeringsmagt og offentlighed, men også med upolitiske områder som økonomi og privatsfære. Ideologisk kaldes dette totalitarisme. Det var den italienske fascistleder Mussolini, der med formlen lo stato totalitario formulerede den totalitære fordring. Den anses dog ikke for at være blevet realiseret i Italien, hvor der med kirken og kongen eksisterede områder, der var uafhængige. Det nazistiske regime i Tyskland kom givetvis langt længere med hensyn til kontrol over samfund og stat, og staten selv var i en vis forstand mere totalitær, men samtidig polykratisk (dvs. at den bestod af flere forskellige magtcentre).

Tættest på det totalitære regime kom givetvis de russiske bolsjevikker, navnlig i Stalins regeringstid. Karakteristiske træk for et totalitært regime er en omfattende partiideologi og en terroristisk gennemførelse af denne ideologi med politistatsmetoder, kommandoøkonomi, etpartistyre, censur og kontrol og med en slags revolution ovenfra i form af omfattende mobilisering af masserne.

• ideologier i 1900-tallet
• totalitarisme
• fascisme