Benito Mussolini (nummer to fra venstre) flankeret af tre ledende fascister, fra venstre Balbo, De Vecchi og De Bono
Benito Mussolini (nummer to fra venstre) flankeret af tre ledende fascister, fra venstre Balbo, De Vecchi og De Bono. Af /AGK. Begrænset anvendelse

fascisme

Fascismens grundlægger var Benito Mussolini, kaldet il Duce: Føreren.

.

100 albanske ægtepar hilser il Duce, Mussolini; foran dem står unge soldater. Foto fra 26. august 1939.

.

Mussolini (nummer to fra venstre) flankeret af tre ledende fascister, fra venstre Balbo, De Vecchi og De Bono. Fotografiet er formodentlig taget i dagene efter Marchen mod Rom den 28. oktober 1922, der bragte Mussolini til magten. Sammen med Bianchi stod de tre sortskjorter i spidsen for marchen, og de omtales ofte som quadrumviri. Mussolini tog ikke selv del i marchen.

.

Artikelstart

Fascisme er en politisk bevægelse og ideologi, stiftet af Benito Mussolini i Milano den 23. marts 1919 som I fasci di combattimento, kampgrupper. De fascistiske grupper samlede først og fremmest krigsveteraner. Ideologisk fremtrådte de nationalistisk og antisocialistisk, og de anvendte en aktivistisk og voldelig kampform for at skaffe sig politisk indflydelse. Som politisk fænomen havde fascismen et omfang og en betydning, der rakte ud over Italien.

Faktaboks

Etymologi
Ordet fascisme kommer af italiensk fascismo, afledt af fascio 'bundt, knippe'. Det er dannet af latin fasces, flertal af fascis, 'bundt, risknippe' og -isme. I antikkens Rom var fasces tegn på magt og styrke. De blev også brugt som symbol af den italienske fascisme.

Fascismen i Italien

Fascismens historie er først og fremmest knyttet til Italien. I begyndelsen af 1920'erne gennemgik Italien en dyb social og politisk krise, i oktober 1922 kom fascisterne i regering, og fra 1925 monopoliserede de magten og opbyggede gradvis et regime, der må karakteriseres som et autoritært system, hvor fascisterne, ledet af Benito Mussolini, il Duce, udøvede magten, selvom kongen formelt stadig var statsoverhoved.

Det fascistiske regime var et diktatur, baseret på ensretning og på en korporativ organisering af det italienske samfund omkring staten. Det fascistiske parti, Partito Nazionale Fascista, PNF, blev det eneste tilladte.

Politisk og ideologisk var det fascisternes mål at opbygge en stærk stat, lo stato totale, hvori individets og klassernes interesser var underordnet staten som udtryk for nationen. Nationen blev betragtet som en organisme, der konkurrerede med andre folk. Krig var det klareste udtryk herfor, og krig blev derfor betragtet som naturlig og nationens højeste manifestation.

Det fascistiske Italien knyttede bevidst forbindelsen tilbage til det antikke Roms imperiale traditioner, da det fra 1934 førte erobringskrig i Afrika. Fascisterne realiserede dog kun delvis deres mål, idet Italien ikke blev en totalitær stat, og i 1943 blev Mussolini afsat af det fascistiske storråd.

Støttet af tysk militær forsøgte han at reorganisere fascismen i den såkaldte sociale italienske republik, Salòrepublikken, der blev bragt til fald i foråret 1945. Fra Salò-republikken hentedes en del af inspirationen til den neofascistiske bevægelse Movimento Sociale Italiano, MSI, der blev oprettet i 1946.

Fascismen uden for Italien

Begrebet fascisme blev allerede i samtiden en slags samlebetegnelse for en række beslægtede politiske bevægelser i flere andre lande. Blandt disse tæller British Union of Fascists, Croix de feu i Frankrig, Falange Española (Den Spanske Falange) i Spanien, Jerngarden i Rumænien, Ustašabevægelsen i Kroatien samt Heimwehrbevægelsen i Østrig, som repræsenterede austrofascismen. Også i Skandinavien opstod fascistisk inspirerede bevægelser, hvoraf dog kun den finske Lappobevægelse fik større betydning. I 1934 forsøgte man forgæves at organisere en fascistisk internationale i Montreux.

Nationalsocialismen i Tyskland, der opstod næsten samtidig i årene 1919-1920, udviste beslægtede træk og blev da også af dens politiske modstandere i SPD, Sozialdemokratische Partei Deutschlands, og KPD, Kommunistische Partei Deutschlands, opfattet som en tysk form for fascisme. Nazisterne selv følte sig beslægtet med fascisterne, som de i begyndelsen beundrede og forsøgte at efterligne. Det er i eftertiden den overvejende opfattelse, at nazismen trods sin racistiske ideologi i alt fald i bevægelses- og kampfasen frem til 1933 må siges at have haft samme profil som fascismen. Det nazistiske regime adskilte sig derimod væsentligt fra det fascistiske.

Det er omstridt, om de forskellige bevægelser kan samles i og beskrives ved hjælp af begrebet fascisme. Trods flere fællestræk og ligheder opviste de nemlig politiske og nationalt betingede forskelle og særtræk.

Det er næppe heller muligt at give en generel forklaring på fascismens opkomst i de forskellige lande og tilslutningen til den, en såkaldt fascismeteori, således som det blev forsøgt i 1930'erne og igen i 1960'erne; bevægelsernes større eller mindre succes var betinget af historiske og nationale forhold.

Nyfascismen i Italien

Efter 1945 fortsatte fascinationen fra fascismen og Mussolini i Italien. Det var baggrunden for dannelsen af Movimento Sociale Italiano, som senere blev videreført som Alleanza Nazionale. Den formentlig kommende italienske ministerpræsident Georgia Meloni og hendes Fratelli d’Italia, Italiens Brødre, har rødder i nyfascismen, som hun tilsluttede sig som ung. Hun er en erklæret beundrer af Mussolini.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig