Alleanza Nazionale

Alleanza Nazionale, AN, italiensk højrenationalt parti, stiftet i 1994 som et forbund af forskellige grupper på højrefløjen, bl.a. det nyfascistiske parti MSI. AN deltog i Silvio Berlusconis regeringskoalition i 1994 og fik fem ministerposter; det var første gang, nyfascister blev medlemmer af en italiensk regering.

På en kongres i 1995 omdannedes Alleanza Nazionale til et egentligt parti. Partiet tager udtrykkeligt afstand fra den historiske fascisme, men lægger vægt på at være et højreparti, der sætter familien, beskæftigelsen, nationen, lov og orden og Europa i højsædet. Partilederen Gianfranco Finis udtalte ambition har været at skabe et parti i slægt med det franske gaullistparti — ikke med Jean-Marie Le Pens Front National. AN's europæiske orientering modsiges dog i praksis af de udpræget nationalistiske holdninger og den skepsis over for EU-samarbejdet, som partiets repræsentanter jævnligt har givet udtryk for.

AN, der ofte betegnedes som et postfascistisk parti, blev i 2001 på ny Berlusconis regeringspartner. Blandt AN's medlemmer af regeringen var lederen Gianfranco Fini, der var Berlusconis vicepremierminister 2001-06 og desuden blev udenrigsminister i november 2004. Ved parlamentsvalgene i 2001 og 2006 opnåede AN henholdsvis 12,0% og 12,3% af stemmerne til Deputeretkammeret. AN havde siden sin grundlæggelse haft konkurrence fra små nyfascistiske partier og grupperinger, hvoraf flere bestod af udbrydere fra AN, som var utilfredse med partiets efter deres mening alt for "borgerlige" og alt for lidt fascistiske stil og politik. Også Lega Nord forsøgte siden 2002 at appellere til tidligere AN-vælgere med en stærkt xenofobisk retorik og ved at dyrke kontakter med ekstreme højregrupper.

I februar 2008 forestod Gianfranco Fini AN's indtræden i det nydannede parti Popolo della Libertà under Silvio Berlusconis ledelse og erklærede, at AN ville blive endeligt opløst ved en partikongres i efteråret 2008; det skete dog først i marts 2009.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig