Faktaboks

Jerlev Kirke
Sogn
Jerlev Sogn
Provsti
Vejle Provsti
Stift
Haderslev Stift
Kommune
Vejle Kommune

Jerlev Kirke er en oprindeligt romansk landsbykirke i den vestlige udkant af Jerlev, godt 7 kilometer sydvest for Vejle.

Kirkebygning

Jerlev Kirke er i århundredernes løb ombygget og repareret ganske omfattende. De ældste dele udgøres derfor af dele af den indre del af korets mure, samt af dele af skibets langmure, som blev bygget omkring år 1200. I senmiddelalderen blev skibets vestende revet ned og genopført, ligesom tårnet er fra denne tid. Våbenhuset er fra sidste halvdel af 1800-tallet.

Udvendigt fremstår kirken i dag hvidkalket, mens tagene er belagt med en blanding af røde tegl og bly.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Jerlev Kirke, hvor de ældste dele er bygget af frådsten, om end en stor del af murværket senere er erstattet af andre materialer.

I kirkens ældste dele er der på grund af de mange reparationer kun bevaret enkelte oprindelige detaljer. Oprindeligt var kirken udsmykket med felter på langmurene, hvilket endnu antydes på østenden af skibets mure. På nordmuren kan man også øst for de moderne vinduer svagt ane de oprindelige små vinduer øverst i murværket. Nord for korbuen i skibet forekommer murværket ret ujævnt – dette skyldes sandsynligvis, at der oprindeligt fandtes et muret sidealterbord på denne placering.

Tilbygninger og ombygninger

I senmiddelalderen gennemgik kirken en række forandringer. I begyndelsen af 1400-tallet blev der opsat nyt tagværk, og koret syd- og østmur blev revet ned og genopbygget, hvilket også gjaldt hele skibets vestende. Et tilmuret vindue fra genopsætningen af korets østmur ses tydeligt på ydersiden.

Senere i middelalderen blev tårnet så opført. Tårnet har øverst et saddeltag med gavle i øst og vest, mens tårnrummet er forbundet med skibet gennem en rund bue. I nordvæggen ses en smal niche, hvor man har genbrugt en overligger fra et romansk vindue.

Våbenhuset er kirkens yngste tilbygning, og har nok i sidste halvdel af 1800-tallet erstattet et ældre våbenhus samme sted.

Kirkens indre

Indvendigt står kirkerummet med hvidkalkede vægge og et fladt, hvidmalet bræddeloft i skibet, som kontrasterer mod korets og tårnrummets middelalderlige hvælvede lofter.

Kalkmalerier

I korbuen findes der kalkmalerier fra omkring 1550, som blev genopdaget og fremdraget i 1932-1933. Kalkmalerierne forestiller en rig blomsterudsmykning samt Jesus og Jomfru Maria i siderne, mens der midt under buen er malet et Jesusmonogram i en roset.

Inventar og gravminder i Jerlev Kirke

Inventaret i Jerlev Kirke er fra flere forskellige perioder, og er i dag i udpræget grad præget af en farvesætning fra 2010.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er enkelt udsmykket med tovstave på foden.

Inventar fra 1600-tallet

Prædikestolen er fra 1626 og er i renæssancestil. Den er opbygget af fire fag som er udsmykket med malerier fra 1700-tallet, som forestiller forskellige historier fra det gamle testamente: Noah med et olieblad foran arken, Abraham og Isak med brænde til offerbålet, og en aldrende Kong David der sidder på sin trone med en harpe og pen. Over prædikestolen hænger en samtidig sekssidet himmel.

Inventar fra 1800-tallet

I kirken findes også en degnestol, som er bygget sammen med prædikestolens opgang. Den stammer fra 1870.

Kirkens øvrige bænke er fra 1883 og er udstyret med trekantede gavle, som fik deres nuværende gyldne dekorationer i 2010. Symbolerne som går igen på stolene forestiller stjernen over Betlehem, hvedekorn, bedende hænder, et kors med tre nagler, og endelig Guds altseende øje i en trekant.

Altertavle fra 1945

Kirkens altertavle fremstår i barokstil, men er fra 1945. Den er udsmykket med et maleri af den korsfæstede Kristus.

Gravminder

Af gravminder i kirken kan nævnes to mindetavler fra hhv. 1626 og 1678.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig