renæssancen - billedkunst og arkitektur

Inden for kunsten opstod renæssancen ca. 1400 i Firenze. Med antikken som fødselshjælper ville man føre kunsten fra middelalderens barbari tilbage til naturens sande vej.

Samtidig var man fuldt bevidst om den nye kunsts position som moderne i modsætning til den gamle, antikke: Man ville lære af antikkens fremgangsmåde, ikke efterligne dens værker. Idealet for den nye kunst var ikke antikkens naturimitation, men en virkelighedsfiktion skabt af kunstneren (lat. ficta) ud fra de samme rationelle principper som det gudsskabte (lat. facta) univers.

Grundlaget blev de frie kunster, især geometri og retorik. Kunst og videnskab (lat. ars et scientia), i betydningen praksis og teori, kom til at gå hånd i hånd. Kunstneren var ikke længere blot håndværker (lat. artifex), men skabende som digteren og i overensstemmelse med det moderne kunstnerbegreb.

Rummet, det matematisk definerede rum, blev renæssancens nyskabelse. I modsætning til gotikkens koncentration om fladen og den dermed forbundne forståelse af geometrien som abstrakt åndeligt symbol gjorde renæssancen bygningens og byens geometrisk udlagte rum til konkret form som ramme om det sociale liv i et samspil mellem enkeltpersoner.

På samme vis blev det linjeperspektivisk ordnede billedrum scene for de malede figurers samspil i den fremstillede handling. Også skulpturen erobrede rummet som friskulptur.

Arkitekten Filippo Brunelleschi var grundlægger af denne rumlige kunst dels ved sin betoning af bygningens indre som rumlig form (Santo Spirito-kirken i Firenze), dels i kraft af sine perspektiveksperimenter omkring 1420. Men også billedhuggerne Lorenzo Ghiberti og Donatello samt malerne Masaccio og Fra Angelico bidrog til realiseringen af renæssancens humanistiske kunstideal og nye rumopfattelse i denne tidlige fase.

De tre kunstarters teorigrundlag blev formuleret af tidens førende humanist, Leon Battista Alberti, i tre traktater. I den første, De Pictura (Om billedkunsten, 1435-36), gør han matematikkens værktøj tilgængeligt for maleren, og talekunstens mål og midler gøres til billedets. Fra retorikken lånte Alberti begrebet om komposition, dvs. om billedets formmæssige enhed som svarende til et givet indhold.

Billedets entydighed (scopus ifølge den humanistiske teksttolkning) blev dermed det afgørende til forskel fra middelalderens mangfoldige betydningsunivers. Den samme enhed og formålsbestemthed blev et krav til arkitekturen og betinger sammen med geometriens stringens bygningens skønhed, dens harmoni.

I arkitekturtraktaten indtog det verdslige byggeri med landvillaen og haven en central plads. Alberti og efter ham Filarete gav tillige udkast til renæssancens idealby set som en konkretisering af samfundsidealet.

Fra 1450 nåede den nye kunst de østitalienske fyrstehoffer i Ferrara, Rimini, Mantova og Urbino. Størst indflydelse fik den imidlertid på genrejsningen af Rom som kristenhedens metropol efter pavemagtens konsolidering.

Kunstnere fra det øvrige Italien indkaldtes for at udføre de store bygge- og udsmykningsopgaver, det affødte. Det gjaldt de tre kunstnere, der bragte renæssancen til dens fulde udfoldelse: florentineren Michelangelo samt Donato Bramante og Rafael, begge opvokseti Urbino.

Med fremkomsten af renæssanceplatonismen ca. 1460 ændredes kunstens idégrundlag radikalt, som det ses af Botticellis maleri. Ligeledes overførtes Platons syn på digteren som guddommeligt inspireret nu på kunstneren. Samtidig var kendskabet til antikkens kunst blevet større, både gennem læsning af forfattere som Vitruvius og Plinius d.æ. og takket være fundet af vægmaleri, især i Neros Gyldne Hus, og skulptur, fx Laokoongruppen i 1506.

Kunstnerisk set betegner renæssancen med kunsthistorikeren Erwin Panofskys ord en genforening af den tekstlige og visuelle antiktradition, der i middelalderen havde været adskilt, til en ny form- og indholdsmæssig helhed med rummet som enhedsskabende element. Heroverfor står højrenæssancen som en genlæsning af antikkens kunst gennem platonismens briller, dog stadig med rummet som grundkoncept.

Menneskefiguren i ro eller handling og modelleret over den antikke skulptur blev billedkunstens hovedanliggende somi Rafaels Skolen i Athen i Vatikanet og Michelangelos loftsmaleri i Det Sixtinske Kapel fra omkring 1510.

Også arkitekturens lån var tættere på det antikke forlæg end hidtil, men udnyttedes fortsat som alibi for arbejdet med en løsning af renæssancens eget rumlige problem, nu med centralbygningen som idealmodel, fx Bramantes Tempietto i Rom (1502).

Peterskirken i Rom var i sin oprindelige form (Bramantes og Michelangelos planer) tænkt som indbegrebet af centralbygningen svarende til dens status som kristenhedens hovedkirke.

Efter Rafaels død i 1520 og Roms plyndring i 1527 ændrede den kunstneriske udvikling retning i Rom som andetsteds og delte sig i en mere klassiciserende og en manieristisk tendens.

I 1500-tallets første årtier fik renæssancekunsten i Venedig sin særlige udformning med Giorgiones og Tizians dyrkelse af formens og farvens sensualitet og siden med Andrea Palladios arkitektur.

Hos Palladio korrigeredes antikinspirationen af en hidtil uset geometrisk og proportionsmæssig regularitet i plan og opstalt. Dertil kom en ny åbenhed rummene imellem og integration af bygningen i omgivelserne, fx med Villa Rotonda og Redentore-kirken.