André Chastel, 1912-1990, fransk kunsthistoriker; professor ved Sorbonne 1957-70, derefter ved Collège de France og grundlægger af tidsskriftet La Revue de l'Art. Præget af Henri Focillon mente Chastel, at kunstens stilhistorie var udtryk for åndshistoriens udvikling. Med sin uddannelse på Warburg-instituttet søgte Chastel således at forene sociologi, ikonologi og formalisme. Han arbejdede fortrinsvis med og skrev om italiensk renæssancekunst, bl.a. Art et humanisme à Florence (1959).