Firenze blev grundlagt som romersk koloni i 100-tallet f.v.t., men byens centrale rolle i vesteuropæisk kulturhistorie begyndte dog først så småt i 1100-tallet, da den som mange byer i Nord- og Mellemitalien tiltog sig kommunalt selvstyre. Efter år 1200 voksede byen for alvor og blev en af halvøens største med ca. 100.000 indbyggere og tillige et af Europas økonomiske centre takket være tre faktorer: produktion af kvalitetsklæde samt handel og bankvirksomhed.
Det økonomiske liv var organiseret i lav, hvoraf de tre fornemste og rigeste var klædehandlernes (Calimala), klædeproducenternes (Lana) og vekselerernes (Cambio). Udstedelsen af florinen fra 1252 og etableringen af bankfilialer over hele Vesteuropa bidrog til Firenzes rolle som kontinentets bankcentrum. Skønt de jordejende adelige slægter endnu i 1200-tallet spillede en politisk rolle, var det de store lav, der tegnede fremtiden, og det var herfra, de ledende politikere og embedsmænd i bystyret hentedes.
I 1200- og 1300-tallet voksede også en mellemklasse og et stort proletariat op, og en række forfatningskampe prægede byen, der gennem årene oplevede styreformer fra despotiske og oligarkiske til mere demokratiske. Et karakteristisk træk ved det politiske liv i byen i 1200- og 1300-tallet var tillige kampen mellem guelfer, der var tilhængere af paven, og ghibelliner, der støttede den tysk-romerske kejser.
Et fast despoti, som mange af Norditaliens byer oplevede i samme periode, slog imidlertid aldrig rigtig igennem i Firenze, og det kan endog hævdes, at en vis republikanisme og lokalpatriotisme slog rødder i årene omkring 1400 ikke blot i den lille magtelite, men også i den bredere befolkning. Denne patriotisme gav sig tillige udslag i konstante krige med nabobyer som Pisa, Lucca og Siena.
I midten af 1300-tallet ramte den frygtelige pestepidemi, 'den sorte død' byen, hvis indbyggertal på det nærmeste blev halveret; en demografisk katastrofe, der først var overvundet 150 år senere.
Republikken overlevede altså formelt, men den rige bankierfamilie Medici tiltog sig fra 1430'erne mere og mere magt i byen uden at ændre på forfatningen. Under Cosimo d.æ. og især under Lorenzo (il Magnifico) udviklede Medicierne et mæcenat, der bragte kultur og kunst til en blomstring, der næppe har sin lige i Europas historie, og som florentinerne selv døbte rinascimento 'genfødsel', nemlig af antikkens kunst og kultur. Firenze og Mediciernes "hof" blev snart den italienske renæssances vigtigste center, hvor arkitekter, billedhuggere, malere, filosoffer, digtere og komponister fra hele Italien flokkedes.
Politisk set var Medicistyret ikke særlig stabilt — adskillige oprørsforsøg prægede anden halvdel af 1400-tallet — og da den franske konge blandede sig i de italienske forhold i 1494, blev Medicierne hurtigt fordrevet. I stedet tiltrådte den asketiske dominikanermunk Savonarola som statsleder, og hans vision om en Gudsstat på Jorden prægede byens styre i det næste par år, indtil han blev styrtet og en republikansk forfatning genindført i 1498. Under denne forfatning gjorde bl.a. Machiavelli politisk karriere.
Medicierne vendte tilbage, da en fra slægten blev pave i 1513. Atter fordrevet i 1527 kom slægten tilbage i 1530 med kejserlig og pavelig hjælp, men nu afskaffedes republikken helt, og Firenze blev et arveligt hertugdømme (efter 1569 storhertugdømme) under navnet Toscana.
Under hertug Cosimo 1. Medici opbyggedes et nyt centralistisk og bureaukratisk fyrstestyre, der varede indtil Den Franske Revolution, da Firenze blev en del af den franske republik. I 1815 genindførtes hertugstyret, nu under østrigsk dominans, men det ophævedes i 1859, da Toscana tilsluttede sig det nye italienske kongerige. Firenze var i tiden 1865-71 provisorisk hovedstad i det nye Italien. Tabet til Rom af denne værdighed førte til byens konkurs i 1878; den kom dog hurtigt på fode igen, bl.a. takket være forfattere, fx Jacob Burckhardt, der lovpriste byens enestående rolle i Europas udvikling i 1400- og 1500-tallet.
Siden 1800-tallets anden halvdel er en voksende strøm af kunstelskere og andre turister hvert år kommet til denne fornemme og rige by, der har fået betegnelsen Italiens Athen. Byens status som europæisk kulturby understregedes, da EU i 1972 placerede det første fælleseuropæiske universitet i Firenze; i 1986 var den EU-kulturby.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.