Heinrich Wölfflin var en schweizisk kunsthistoriker. Han var elev af Jacob Burckhardt ved universitetet i Basel og blev professor efter ham 1893-1901, herefter i Berlin 1901-1912, München 1912-1924 og Zürich 1924-1934.
Sit gennembrud fik Wölfflin med bogen Renässance und Barock (1888), hvori han analyserer formsprogets forandringer i billedkunst og arkitektur. I hovedværket, Kunstgeschichtliche Grundbegriffe (1915), opstiller han et analysesystem baseret på fem formelle begrebsmodsætninger: lineær/malerisk, overflade/fordybning, lukket/åben form, mangfoldighed/enhed og klarhed/uklarhed.
Heinrich Wölfflins teorier forholder sig udelukkende til kunstens synlige og formelle elementer og fremhæver antikken og den italienske renæssance som perfekt form. I Danmark var Vilhelm Wanscher påvirket af Wölfflins principper.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.