Jan van Eyck, 1385/1390-1441, nederlandsk maler, bror til Hubert van Eyck. Om broderen, Hubert, ved man ikke meget.

Jan van Eyck var 1422-24 i tjeneste hos hertug Johan af Bayern, der også var greve af Holland, og han udsmykkede dennes slot i Haag. 1425-29 var han hofmaler hos den burgundiske hertug Filip 3. den Gode, for hvem han bl.a. foretog diplomatiske rejser til Portugal og måske Spanien. I 1429 giftede han sig og bosatte sig året efter i Brugge.De tidligste arbejder, der tilskrives brødrene van Eyck, er miniaturer i Tidebogen fra Torino (1415-17, Museo Civico d'Arte Antica, Torino).

Hovedværket, Gentalteret, blev bestilt af en Jodocus Vydt til Sint-Baafs-katedralen i Gent. Gisninger om Hubert van Eycks medvirken skyldes den tvivlsomme latinske indskrift på rammen: "Hubert van Eyck, den bedste maler man har kendt, har påbegyndt arbejdet, og hans bror Jan har fuldført det."

Den 3,5 m høje altertavle blev påbegyndt omkring 1420 med midterfeltets nederste og øverste del, Lammets tilbedelse og Gud Fader flankeret af Maria og Johannes Døberen, og det tilskrives derfor af nogle Hubert van Eyck. Det øvrige alter — om ikke det hele — er udført af Jan, bl.a. de to meget realistiske skildringer af Adam og Eva. Gentalteret, der blev fuldført i 1432, var oprindelig kun åbent på festdage. Ifølge ældre beretninger tiltrak det så vældige skarer af beundrere og nysgerrige, "som bier og fluer på en sommerdag flyver i sværme om kurve med figen og druer".

Jan van Eycks bevarede værker omfatter en række andagtsbilleder, oftest med Madonna enten anbragt alene i et tyst hverdagsinteriør med en kostbar baggrund af brokade som det ses på Luccamadonnaen (ca. 1433, Städel Museum, Frankfurt am Main) eller placeret i et funklende kirkeinteriør som Madonna i kirken (ca. 1433, Gemäldegalerie, Berlin) eller Madonna fremstillet sammen med helgener og stiftere, fx Kansler Rolins Madonna (ca. 1434-36, Louvre, Paris) og Kannik Joris van der Paeles Madonna (1436, Groeningemuseum, Brugge).

Blandt Jan van Eycks portrætter, der ligesom Madonnaerne udstråler en ophøjet, indadvendt ro, er Timotheos (1432) og Manden med turban (1433, begge National Gallery, London). Et hovedværk er Giovanni Arnolfini og Giovanna Cenamis bryllup (1434, National Gallery, London), der fremstiller ægteparret i et interiør blandt genstande, der alle symboliserer trofasthed og tro.

Det er blevet sagt om Jan van Eyck: "Hans øje opererer på samme tid som et mikroskop og et teleskop." Dette karakteriserer dog snarere almene egenskaber ved senmiddelalderen, hvis verden Jan van Eyck var den ypperste skildrer af.

Hans kunst bærer præg af intimt naturstudium i både person-, rum- og landskabsskildring, og ved hjælp af lysvirkninger bringer han harmoni i rum og landskab. Vores fascination af hans gådefulde billeder ligger i deres dobbelthed. De er på én gang udtryk for realistisk og sanselig iagttagelse, og samtidig er de som fjerne ikoner, hvor de enkelte genstande ikke forholder sig til hinanden, men til deres ophav i en højere verdensorden.

Ved hjælp af den forbedring af olieteknikken, som Jan van Eyck blandt andet bidrog til, kunne han med talrige laserende farvelag gengive sine motiver med en hidtil ukendt farvedybde, lyskraft og sart sanselig skønhed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig