Det Sixtinske Kapel

Det Sixtinske Kapel. Scene - Skabelsen - fra Michelangelos loftsfresko.

.

Det Sixtinske Kapel. Loftets freskoer blev malet af Michelangelo på sammenlagt 20 måneder 1508-12. De ni billeder i midten viser scener fra bl.a. skabelsen og Noas liv; de omgives af ignudi (nøgne ynglinge), profeter og sibyller og af Jesu forfædre i de trekantede felter og lynetterne over vinduerne. Efter en rensning og restaurering, der blev afsluttet i 1990, står billederne med de oprindelige klare og lysende farver. Dommedagsbilledet på kapellets endevæg blev færdigrestaureret i 1994.

.

Det Sixtinske Kapel, Cappella Sistina, pavens huskapel i Vatikanet i Rom, opført 1473-81 for pave Sixtus 4.

Det 40 m lange, tøndehvælvede rum er dekoreret med freskoer af fremtrædende italienske malere. På langvæggene ses tolv scener fra Moses' historie og Kristi liv, udført 1481-83 af bl.a. Sandro Botticelli, Pietro Perugino, Domenico Ghirlandaio, Pinturicchio og Luca Signorelli.

1508-12 malede Michelangelo på bestilling af pave Julius 2. de pragtfulde loftsfreskoer, der skildrer skabelsen og de første menneskers liv, og 1536-41 den monumentale Dommedag på altervæggen. Kapellet anvendes bl.a. ved pavevalg (siden 1846).

Siden opførelsen og især i 1500-tallet har Det Sixtinske Kapel dannet rammen om opførelse af kirkemusik for kor uden medvirken af instrumenter, hvilket har givet navn til den særlige praksis, der kaldes a cappella .

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig