Artemis

Artemis og Apollon dræber Niobes børn. Detalje af græsk vasemaleri, 400-t. f.Kr.

.

Artemis. Kultstatuen i Efesos havde træk, som går helt tilbage til hittitiske modergudinder: den høje hovedbeklædning, den stående frontale stilling og de fremstrakte arme. Almindeligvis tolkes udposningerne på bryst og mave som kvindebryster. Ifølge en anden tolkning drejer det sig om påhængte tyrepunge, som symboliserer den mandlige avlekraft. Denne romerske kopi af en ældre skulptur findes på museet i Selçuk nær Efesos.

.

Diana. I Botanisk Have i København står denne bronzestatue fra begyndelsen af 1900-t. af jagtens gudinde med et pilekogger på ryggen og en lille hjort ved sin side. Dens forlæg, en antik marmorstatue, der tilskrives den græske billedhugger Praxiteles, kendes i en romersk kopi; den kaldes Artemis fra Gabi efter det italienske fundsted. Grækernes Artemis identificeredes med romernes Diana.

.

Artemis, i den græske mytologi gudinde for den vilde natur, såvel for jagt som for beskyttelse af dyrene. Hun er desuden knyttet til kvinders verden; ved fødsler blev hun anråbt, og man mente, at pludselige dødsfald blandt kvinder skyldtes hendes pile. Romerne identificerede hende med Diana.

I mytologien er Artemis jomfru, datter af Leto og Zeus, tvillingsøster til Apollon, men i mange lokalkulter dyrkedes hun som moder- og frugtbarhedsgudinde. Dette ses særlig tydeligt på hendes kultbillede i Efesos. I mytologien og kunsten er hun Afrodites modsætning: Symbolet på kyskhed, der ofte med grumme midler afviser den menneskelige seksualitet (se Atalante, Hippolytos, Aktaion, Orion). Hendes rolle som dyrenes beskytter kommer klart frem i myten om Ifigenia.

I billedkunsten afspejles Artemis' mangesidede væsen. Gudinden er, med eller uden vinger, fremstillet sammen med forskellige vilde dyr, især hjorte, fugle, løver, pantere, geder, bjørne, heste og tyre. Hun kan have flere aspekter: De tidligste Artemisfremstillinger viser hende som potnia theron, dyrenes behersker, der holder et eller to dyr i hænderne; denne type går tilbage til kretisk-mykensk tid, men blev brugt i hele antikken. Artemis optræder oftest som jægeren med bue og pil, især fra 500-t. f.Kr. og frem; kendt er den hellenistiske marmorstatue Artemis fra Versailles (Louvre). Fra 400-t. f.Kr. får hun et dødsaspekt, der vises ved, at hun bærer en fakkel. Gudinden skildres desuden i scener fra den græske mytologi, bl.a. sammen med Apollon og Leto, samt i kampen mod giganterne og mod niobiderne; som beskytter af livet og frugtbarheden ses hun i afbildninger af ofringer. Artemishelligdomme kendes bl.a. i Sparta og i Brauron. Den vigtigste var Artemistemplet i Efesos, der rummede kultbilledet af Den Efesiske Artemis.

Den etruskiske Artumes optræder i samme varianter som Artemis. De tidligste fra 600-t. f.Kr. viser hende som potnia theron. I romersk tid blev hun identificeret med Diana, og fremstillingerne viser hende som jæger og som beskytter af kvinder, bl.a. fødende kvinder. Det ældste Dianatempel lå på Aventinerhøjen i Rom, det mest berømte ved Nemisøen nær Rom.

Også senere, især i renæssancens og barokkens billedkunst, var Artemis/Diana en ofte afbildet skikkelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig