etruskere

Bebyggelsesformen fra jernalderen med landsbyer med hytter fortsatte ned til midten af 600-tallet f.v.t. Hytterne blev efterhånden erstattet af mere solide huse med stenfundament, vægge af soltørrede lertegl eller i grenflet med lerklining og tegltag. På grund af den mindskede brandfare kunne man bygge flere huse tættere sammen og i større enheder. Husene havde oftest to til tre rum, men de blev efterhånden større, og atriumhuset opstod i 500-tallet, således som det kendes fra Roselle. I anden halvdel af 600-tallet opstod de første monumentalbygninger, fx i Murlo, som sandsynligvis fungerede som både aristokratisk beboelse og en slags administrations- eller mødecentrum.

Helligdomme var sandsynligvis i tidlig tid enten naturhelligdomme eller integrerede i beboelser. Templer blev først almindelige i anden halvdel af 500-tallet De var bygget på samme måde som beboelseshuse, men var placeret på et højt podium med en bred trappe foran. De havde et centralt rum evt. med siderum og et forrum med søjler af lokal sten eller træ. De etruskiske templer blev forløbere for de romerske. Fra anden halvdel af 600-tallet til hellenistisk tid blev mange bygninger udsmykket med arkitektoniske dekorationer i bemalet terrakotta, som desuden beskyttede tagets trækonstruktion. Især fra hellenistisk tid kendes mange templer med rig terrakottadekoration. Alle typer af bygninger kunne være dekoreret med terrakottaer.

Den tidligste bymur er fra Roselle; den er opført i soltørrede lertegl og dateres til det sene 600-tallet, men først fra 300-tallet blev bymure almindelige på grund af truslen fra gallerne og Rom; velbevarede mure findes i Volterra og Perugia.

Etruskerne var berømte for deres ingeniørarbejder som veje, der var hugget dybt ned i tufklippen, kloakeringssystemer med rør fra husene og ud under gaderne og dræningskanaler, cuniculi.

I jernalderen brugtes urnegrave, men fra 700-tallet gik man de fleste steder over til jordfæstegrave. De tidligste jordfæstegrave var simple enkeltmandsgrave, men i 600-tallet blev store fælles kammergrave i gravhøje, tumuli, almindelige. I syd var de udhugget i klippen, fx i Cerveteri, og i nord opbygget af stenplader, fx i Populonia. Mange grave gengiver enten det ydre eller det indre af en beboelse. Den døde blev lagt på en bænk, der var udhugget i klippen eller opbygget af sten eller var af træ.

Fra det sene 500-tal brugte man desuden sarkofager, som dog først blev almindelige i 200-tallet. I hellenistisk tid gik man gradvist over til igen at bruge urnegrave; fra Volterra stammer således over tusinde askekister med reliefdekoration og den døde afbildet halvt liggende på låget. I Chiusi fortsattes med urnegrave gennem hele den etruskiske periode, bl.a. kanope-urner.

Den etruskiske kunst var en blandingskunst, der bestod af lokale elementer og elementer lånt fra andre kulturer, primært grækernes og fønikiernes.

Især i orientaliserende tid var den etruskiske kunst bemærkelsesværdig. Der var tale om meget kostbare genstande, som var beregnet for en lille aristokratisk overklasse; i arkaisk tid og senere blev kunsten udbredt til en større befolkningsgruppe. Kunst blev fremstillet til privat eller religiøs brug. De fleste værksteder producerede mange forskellige genstande. Kun én kunstners navn kendes, nemlig Vulca fra Veji, som var kendt for den arkitektoniske dekoration på Capitoltemplet i Rom fra ca. 510 f.v.t.

Etruskerne var berømte for deres smykker og bronzegenstande. Smykkerne var af en meget høj teknisk og kunstnerisk kvalitet, og mange bronzearbejder blev eksporteret og er fundet i hele Middelhavsområdet og i Europa. Service som vaser, lampestandere og røgelsesbrændere samt spejle, toiletbokse og cister er bevaret fra 400-tallet og ned i hellenistisk tid.

Skulpturer kunne enten være i bronze, sten eller terrakotta. Man lagde stor vægt på hovedets udformning, mindre på kroppens rette dimensioner. I senetruskisk kunst var statuer ofte en del af gravmonumenter, oftest liggende på urner eller sarkofager. Egentlige portrætter opstod i 300-tallet f.v.t.

Kun få store bronzestatuer er bevaret, fx den Capitolinske ulvinde, Kimæren fra Arezzo og statuen af Aulus Metellus, "Taleren" fra ca. 100 f.v.t. (nu i det arkæologiske museum i Firenze). Derimod er der fundet et stort antal bronzestatuetter bevaret, der forestiller guddomme, krigere, atleter etc. Størsteparten blev dog smeltet om allerede i antikken. De fleste bevarede statuer og statuetter er fremstillet i terrakotta. I lokal sten fremstillede man især relieffer, urner, sarkofager, askekister og cippi, en form for gravsten.

Blandt de mange etruskiske kammergrave kendes kun ca. 100 (2 %), der er dekoreret med vægmaleri. Heraf findes de fleste i Tarquinia og nogle i Cerveteri, Vulci, Orvieto, Chiusi og Veji. De tidligste er fra 600-tallet, men langt de fleste stammer fra den senarkaiske periode (ca. 530-480 f.v.t.) og viser livlige scener med banketter, musik, dans og sportskampe m.m. I de seneste grave (fra 300-tallet til det 1. århundrede f.v.t.) blev scenerne mere dystre og omfatter ofte dødsguder og dæmoner fra underverdenen. Det er omdiskuteret, om scenerne skal fortolkes som begivenheder, der fandt sted ved begravelsen, som scener fra den dødes liv eller som livet efter døden. Sandsynligvis havde templer og huse også bemalede vægge.

I Etrurien fandt en betydelig keramikproduktion sted. Indtil midten af 700-tallet var der hovedsagelig tale om lokal og ofte hjemmegjort keramik, hvorefter keramikfremstilling blev et håndværk. Fra grækerne lærte etruskerne at bruge pottemagerhjulet. Den tidlige etruskiske keramik, impasto, var en ret grov type med en mørk overflade. Den udviklede sig til den karakteristiske sorte bucchero. Fra 700-tallet og frem til hellenistisk tid blev den bemalede græske keramik efterlignet i Etrurien.

Etruskiske mønter er svære at datere, da de sjældent forekommer ved arkæologiske udgravninger, men ud fra stilen skønner man, at de udmøntedes fra ca. 410/390 til ca. 250 f.v.t. Guld- og sølvmønter var prægede ligesom de græske mønter i Syditalien. De store bronzemønter var støbte efter centralitalisk tradition. Værdiangivelser var hyppige.

Etruskerne blev af romere anset for at være meget optaget af ritualer. Der fandtes i deres religion lange forskrifter og ritualer, hvoraf nogle få er bevaret, bl.a. på et egyptisk mumiebind. På grund af manglende kendskab til det etruskiske sprog er kun dele af disse ritualer forståelige. Religionen var modsat den græske og den romerske baseret på en bog. Ifølge traditionen sprang Tages op fra en plovfure ved Tarquinia med den lære, som romerne kaldte disciplina etrusca, der foreskrev ritualer og var en slags regelsæt for fortolkning af gudernes vilje. Guderne kunne manifestere sig på mange måder, fx ved varsler (som fugle eller lyn), som blev fortolket af en augur, idet man opfattede himlen delt op i 16 forskellige dele, beboet af hver sin guddom. Eller en haruspex kunne tage varsler fra et offerdyrs lever, som ligeledes var inddelt i forskellige felter til hver sin guddom. På en bronzemodel af en lever fra Piacenza ses denne opdeling.

Etruskerne havde mange guder og guddomme, som man kun ved lidt om. De store guder blev efterhånden identificeret med de græske og romerske guder, Tinia fx var Zeus/Jupiter, Menrva var Athena/Minerva og Uni var Hera/Juno; disse tre udgjorde den etruskiske triade. Ligheden mellem de etruskiske og de græske/romerske guder bestod kun i det ydre, idet de etruskiske ikke havde helt samme karakter og mytologi som de græske og romerske. Ud over guderne kendes et antal dæmoner, fx dødsdæmonen Vanth, afbildet på sene vægmalerier og urner. Man dyrkede et stort antal naturguddomme, hvilket fund af votivgaver i helligdomme vidner om; de kunne fx være modeller af legemsdele i terrakotta.

At etruskerne troede på et liv efter døden, derom vidner både gravgaver, bl.a. mad og drikke, og gravenes udformning som huse. De malede grave fra arkaisk tid viser ofte en malet dør, der er blevet fortolket som indgangen til underverdenen. Fremstillinger af selve dødsriget er få og stammer fra den sene etruskiske periode.

Mange af elementerne i den etruskiske religion blev overtaget af romerne, især varselstydning.

Kendskabet til det etruskiske sprog bygger på over 11.000 tekster fra midten af 600-tallet f.v.t. til århundredet f.v.t. Læs mere om etruskisk.

• etruskisk
• Etrurien