etruskisk

Den tidlige forskning benyttede sig af den etymologiske metode, der undersøger enkelte ords og navnes tilhørsforhold til andre sprog. Da etruskisk har overtaget mange låneord fra græsk, latin og oskisk-umbrisk, er metoden ikke anvendelig til beskrivelse af selve sproget. En anden gruppe forskere har anvendt den kombinatoriske metode, der ved analyse søger at klassificere sætningsdele i ordklasser. En variation er den strukturelle kombinationsmetode. Ingen af disse metoder har dog isoleret anvendt bidraget til forståelsen af sproget. Nyere forskning interesserer sig især for sociologiske, kulturelle og religiøse paralleller mellem etruskiske på den ene side og latinske, oskisk-umbriske eller græske tekster på den anden, idet det hævdes, at disse kulturer har så mange fællestræk, at grupper af tekster som gravindskrifter, religiøse ritualer, dedikations- eller kunstnerindskrifter må bestå af tilsvarende sproglige elementer, fx latin praetor Etruriae 'ledende embedsmand over Etrurien' svarende til etruskisk zilath mekhl rasnal 'leder af den etruskiske stat'.

De fleste forskere anser nu etruskisk for para-indoeuropæisk, dvs. et ikke-indoeuropæisk sprog, der i århundredernes løb har overtaget træk fra indoeuropæiske sprog, fx perfektummorfemet -ce, der findes på græsk dedo-ke og på etruskisk tur-ce 'har givet'. I de ældste etruskiske tekster kan grammatisk køn ikke konstateres, men i de senere ses der som på latin forskelle i hankøns- og hunkønsformer af navne.

Den strukturelle lighed mellem etruskisk og sproget på en gravstele på den græske ø Lemnos, der ofte er brugt som argument for etruskisk sprogs østlige tilhørsforhold, kan skyldes samkvem mellem Lemnos og Etrurien i 500-t. f.Kr., og denne lighed siger således ikke noget om sprogligt fællesskab i en tidligere periode. Ligheder med lilleasiatiske sprog findes især i navne, fx gudenavnet Tarhund/t i Lilleasien og de etruskiske personnavne Tarchon og Tarquinius samt stednavnet Tarquinii.

Etruskisk anvender kun fire vokaler, a, e, i, u, samt diftongerne ai, au, ei, ui. Af konsonanter findes de stemte lukkelyde b, d, g ikke, men derimod de ustemte p, t, k og de tilsvarende aspirerede ph, th, kh. Der er tre hvislelyde s, ś, z(ts); hertil kommer f, v, l, r, m, n samt h. Det ser ud til, at der har været stærk betoning af første stavelse; fx bliver det græske navn Apóllōn til etruskisk Aplu.

Ligesom grækerne overtog etruskerne alfabetet fra fønikisk, sandsynligvis som følge af de behov, som handelskontakter skabte; ad hvilken vej er stadig omdiskuteret. I modsætning til grækerne bevarede etruskerne den fønikiske skriveretning fra højre til venstre.

I substantivernes bøjning findes ental og flertal og forskellige kasus, men brugen heraf svarer kun delvis til græsk eller latin. Af pronominer kendes et personligt, et possessivt og flere demonstrative. Verbalsystemet har indikativ, imperativ eller gerundiv og muligvis optativ. Infinitiv er meget anvendt. Af tempora kendes præsens og perfektum.

Betydningen af nogle ord fremgår af ordlister og forklaringer hos antikke forfattere, men forståelsen af ordforrådet er på nuværende tidspunkt (1996) endnu mangelfuld. Man kender ordene for de fleste familierelationer, nogle embedstitler, de fleste tal fra 1 til 99 samt nogle faste formler. Desuden er låneord overtaget mere eller mindre direkte fra latin, oskisk-umbrisk og græsk, fx latin fanum 'tempel' over for etruskisk fanu og latin nepos 'sønnesøn, dattersøn', neptis 'sønnedatter, datterdatter' over for umbrisk nepots og etruskisk nefts.

Den tiltagende italisering har tilsyneladende bredt sig på såvel det kulturelle som det sproglige område og endte med et totalt skift til latin omkring Kristi fødsel.