Forbundsfællekrigen

Forbundsfællekrigen var en krig, der blev udkæmpet i Italien ca. 91-89 f.v.t. De største kampe var afgjort i 89 f.v.t., men krigen rasede dog videre i dele af Italien frem til slutningen af 80'erne. De romerske forbundsfæller, socii, på Den Italiske Halvø gjorde oprør mod Rom, som i længere tid havde ignoreret deres allieredes ønske om Romersk borgerret og det såkaldte tota italia.

Det var tidligere en accepteret opfattelse, at de italienske allierede startede krigen for at opnå netop denne form for borgerskab. Dog peger ny forskning på, at de allierede ønskede at frigøre sig totalt fra Roms overherredømme og danne deres egen union.

Krigen blev udkæmpet i hele Italien med et utal af legioner i felten. Krigen udmattede hele halvøen, og tabstallene på begge sider var enorme. Folkeoptællingerne fra før og efter krigen samt kilders estimater viser, at op imod 200.000 døde i krigene, heraf var 150.000 romerske borgere. Dette udgjorde knap halvdelen af den mandlige romerske befolkning. Disse tabstal er højere end den første og anden puniske krig tilsammen.

Selv om forbundsfællerne led nederlag i de meget hårde og blodige kampe, endte krigen med, at de fleste indbyggere, samniter og mindre grupperinger undtaget, på Den Italiske Halvø blev lovet fuld romersk borgerret i 89 f.v.t. Dog blev de ikke reelt indrulleret i den romerske census (befolkningslister) før 70/69 f.v.t., hvilket skabte vedvarende utilfredshed blandt de besejrede, der løbende deltog i flere oprør og krige mod Rom. Dette har ledt til en igangværende debat om, hvornår Forbundsfællekrigen reelt endte. Det sidste egentlige oprør mod Rom fra italiensk side skete i 41/40 f.v.t., hvor mindst 18 italienske byer gjorde oprør mod triumvirerne og tabte endegyldigt i slaget ved Perusia.