etruskisk arkitektur

Portonaccio-templet i Veji er fra slutningen af 500-t. f.Kr. og måler 13,25 m×8,07 m. Af templet er kun stenfundamentet bevaret samt teglsten og terrakottadekorationen fra taget. Rekonstruktionen er baseret dels på de arkæologiske levn, dels på den romerske forfatter Vitruvius' beskrivelse af det etruskiske tempel. På rekonstruktionen ses templet på et podium med trappetrin. Foran templet var bemalede søjler, sandsynligvis oprindelig i træ. Tempelcellaen var muligvis tredelt. Taget var beklædt med teglsten og dekoreret med farvestrålende arkitektoniske terrakotter; på tagryggen stod statuer i legemsstørrelse, der forestillede Apollon (se nærbillede) og Herakles i kamp om Den Kerynitiske Hind; desuden Leto med Apollonbarnet på armen, Merkur og eventuelt Minerva. I gavlen var akroterer i form af krigere og dyr samt plader med reliefdekoration. Ved tagskægget antefikser med gorgonhoveder som det, der er afbildet nedenfor, samt kvindehoveder, Archeoloos-hoveder og satyrhoveder. Herunder var plader med blomsterdekoration. Alle terrakotter findes på Villa Giulia-museet i Rom.

.
Licens: Begrænset anvendelse
Ved tagskægget var der antefikser med gorgonhoveder som det, der er afbildet her.
.
Licens: Begrænset anvendelse

Den etruskiske kultur opfattes i dag af de fleste forskere som en videreudvikling af jernalderens Villanova-kultur (ca. 900-720 f.v.t.) i Mellemitalien. I den orientaliserende periode (ca. 720-625 f.v.t.) voksede de første etruskiske bysamfund frem.

Bebyggelsesformen fra jernalderen med landsbyer med hytter fortsatte ned til midten af 600-tallet f.v.t. Hytterne blev efterhånden erstattet af mere solide huse med stenfundament, vægge af soltørrede lertegl eller i grenflet med lerklining og tegltag. På grund af den mindskede brandfare kunne man bygge flere huse tættere sammen og i større enheder. Husene havde oftest to til tre rum, men de blev efterhånden større, og atriumhuset opstod i 500-tallet, således som det kendes fra Roselle.

I anden halvdel af 600-tallet opstod de første større byer som Cerveteri og Veji, og nu opstod de første monumentalbygninger, fx i Murlo, som sandsynligvis fungerede som både aristokratisk beboelse og en slags administrations- eller mødecentrum.

Templerne og deres forløbere

De etruskiske helligdomme var sandsynligvis i tidlig tid enten naturhelligdomme eller integrerede i beboelser.

Egentlige templer blev først almindelige i anden halvdel af 500-tallet. De var bygget på samme måde som beboelseshuse, men var placeret på et højt podium med en bred trappe foran. De havde et centralt rum evt. med siderum og et forrum med søjler af lokal sten eller træ.

De etruskiske templer blev forløbere for de romerske. Fra anden halvdel af 600-tallet til hellenistisk tid blev mange bygninger udsmykket med arkitektoniske dekorationer i bemalet terrakotta, som desuden beskyttede tagets trækonstruktion. Især fra hellenistisk tid kendes mange templer med rig terrakottadekoration. Alle typer af bygninger kunne være dekoreret med terrakottaer.

Bymure

Den tidligste bymur er fra Roselle; den er opført i soltørrede lertegl og dateres til det sene 600-tallet, men først fra 300-tallet blev bymure almindelige på grund af truslen fra gallerne og Rom; velbevarede mure findes i Volterra og Perugia.

Veje, kloakering og kanaler

Etruskerne var berømte for deres ingeniørarbejder som veje, der var hugget dybt ned i tufklippen, kloakeringssystemer med rør fra husene og ud under gaderne og dræningskanaler, cuniculi.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for Etruskisk arkitektur

Daniel Damgaard
Ph.d.-studerende, Humboldt-Universität zu Berlin