giganter

Giganter, (af gr. gigantes, plur. af gigas 'kæmpe'), i græsk mytologi kæmpevæsener, som Gaia ('jord') fødte af blodet fra den kastrerede Uranos ('himmel'); søskende til titanerne. I en rasende kamp, "gigantomachien", besejrede de olympiske guder giganterne, der blev indespærret i vulkaner. I kunsten bliver gigantomachien et symbol på det ordnede samfunds sejr over kaosmagterne, fx på Parthenon og Pergamonalteret.

I græsk reliefskulptur og vasemaleri er giganterne fremstillet som almindelige dødelige eller som fabelvæsner, der kaster med store klippeblokke. De litterære kilder nævner, at den peplos, som blev givet til Athena ved panathenæerfesten, var udsmykket med gigantkampe, der ligeledes var malet på indersiden af Athena Parthenos' skjold.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig