I en lund ved Nemisøen helliget gudinden Diana, Nemus Dianae, blev Diana dyrket sammen med Hippolytos i skikkelse af en lokal guddom, Virbius. En bortløben slave kunne udfordre den fungerende præst, rex nemorensis ('konge over lunden'), til duel til døden; vandt udfordreren, blev han ny præst.
Ca. 500-338 f.Kr. var Nemi forbundshelligdom for de latinske byer og bestod blot af en rydning med et alter. Ca. 300 f.Kr. opførtes det første tempel i træ med terrakottaudsmykning, og i slutningen af 100-t. f.Kr. blev Nemi ombygget til et stort terrasseanlæg efter hellenistisk forbillede med en trefløjet søjlehal, hvis støttemur med nicher endnu kan ses. På den øvre terrasse anlagdes et nyt tempel. Helligdommen var i brug i 100-t. e.Kr., men blev derefter ødelagt af en naturkatastrofe.
Siden 1600-t. har der været gravet efter oldsager i Nemi, bl.a. terrakotter, bronzer og marmorskulpturer; en gruppe romerske portrætter og marmorvaser findes på Ny Carlsberg Glyptotek.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.