Peterskirken, San Pietro in Vaticano, den romersk-katolske kirkes hovedkirke i Vatikanstaten i Rom, indviet til apostlen Peter.
Peterskirken er ikke Roms domkirke, det er derimod Laterankirken (se Lateranet).
Den første Peterskirke blev opført i begyndelsen af 300-t. for kejser Konstantin 1. den Store over Peters formodede grav. Det var en femskibet basilika med T-formet grundplan og en stor forgård med søjlegange og klokketårn mod øst. Kirken blev indviet i 326.
Pave Julius 2. lod den oldkristne kirke nedrive og igangsatte i 1506 byggeriet af en centralkirke med græsk korsplan, tegnet af Bramante og assisteret af Giuliano da Sangallo og Fra Giocondo da Verona. Ved Bramantes død i 1514 fortsattes arbejdet under ledelse af Rafael og efter hans død i 1520 af Baldassare Peruzzi (1520-36) og Antonio da Sangallo (1520-46).
Størst indflydelse fik Michelangelo, som var chefarkitekt fra 1547. Efter hans planer opførtes koret og den mægtige kuppel, der fuldførtes 1585-90 af Giacomo della Porta og Domenico Fontana.
Herefter forlod man centralplanen, den østlige korsarm forlængedes til et langhus med forhal og en monumental facade i barok af Carlo Maderno, der var ledende arkitekt fra 1606.
Den ca. 210 m lange og ca. 135 høje kirkebygning blev indviet i 1626.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.