Faktaboks

Fra Giocondo da Verona
Født
1433
Død
1515

Fra Giocondo da Verona, 1433-1515, italiensk arkitekt, ingeniør og lærd oldgransker. Fra Giocondo, munken fra Verona, var højt skattet i samtiden og tilhørte i lighed med L.B. Alberti den kreds af antikkyndige eksperter, som rådgav tidens store bygherrer.

1489-93 var Fra Giocondo engageret i projekteringen af den napolitanske konges lystslot, Poggio Reale. Herefter indkaldte den franske konge, Karl 8., ham som bygningskyndig, og fra 1506 forestod han ingeniør- og befæstningsarbejder for republikken Venedig.

Her udgav han i 1511 den første trykte udgave af Vitruvius' ti bøger om arkitektur. Efter denne filologiske og bygningsteoretiske bedrift udnævnte paven den 80-årige Fra Giocondo til byggeleder ved Peterskirken i Rom i stedet for den da sygdomssvækkede Bramante.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig