Leon Battista Alberti

Leon Battista Alberti var en italiensk forfatter, arkitekt og kunstteoretiker, en af renæssancens mest fremtrædende og alsidige humanister. Han lærte latin og græsk i Padova og studerede jura, fysik og matematik i Bologna fra 1421 til 1428, og i 1432 blev han ansat i den pavelige administration i Rom.

Albertis baggrund som uægte barn af en prominent florentinsk købmandsfamilie, der levede i eksil fra 1387 til 1428, skinner igennem i afhandlingen Della famiglia (1433-1441), hvori den borgerlige familie med kapitalistiske dyder opstilles som et ideal.

I Rom fortsatte han med at male, foretage optiske eksperimenter og studere den romerske arkitektur. Et af resultaterne blev den vigtige afhandling om malerkunst, De pictura/Della pittura (1435-1436, da. Om billedkunsten, 2000), hvor han bl.a. for første gang formulerede lovene for centralperspektivet.

Vigtigst er De re aedificatoria (skrevet 1443-52, trykt 1485 (dansk udvalg i Om arkitektur, 2016), renæssancens første arkitekturtraktat, der fik vidtrækkende betydning. Her sammenfattes tidens ideer om proportioner, søjleordner og byplanlægning, udformet med den romerske arkitekt Vitruvius' traktat som forbillede. Alberti har desuden skrevet om matematik og mekanik samt poetiske og moralsk-filosofiske værker.

Leon Battista Alberti anvendte sine teorier i praksis ved at tegne og få opført en lille gruppe bygninger, der hører til hovedværkerne i europæisk arkitektur: Facaden på Palazzo Rucellai i Firenze (1450-1460) blev brugt som model for byhuse helt op i 1900-tallet, og facaden på Santa Maria Novella i Firenze (1456-1470) fik en tilsvarende rolle for kirkernes facadeudsmykning.

I Rimini forestod Alberti ombygningen af kirken San Francesco til mausoleum for familien Malatesta (ca. 1450, ufuldendt), og i 1470 tegnede han kirken Sant'Andrea i Mantova, opført fra 1472.