Faktaboks

Carlo Maderno
Født
1556
Død
1629

Carlo Maderno, Maderna, 1556-1629, italiensk arkitekt, den tidlige baroks mest fremtrædende i Rom, elev af sin onkel Domenico Fontana.

Facaden til kirken Santa Susanna (1597-1603) er Carlo Madernos første selvstændige værk og anses for den tidligste egentlige barokfacade.

Bedst kendt er hans ombygning af Peterskirken (1606-26) med langhus og en facade, der bibeholdt Michelangelos store søjleorden, men hvor en rytmisk placering og brug af lys og skygge skaber et dynamisk forløb og fremhæver portalen.

Typiske barokpaladser er Palazzo Mattei (1598-1617) og Palazzo Barberini, påbegyndt 1628 og fuldført af Giovanni Lorenzo Bernini og Francesco Borromini.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig