Etiopiens befolkning

Befolkningsdata for Etiopien er usikre; seneste folketælling blev afholdt i 1994. Etiopien er det land i Afrika, der har den tredjestørste befolkning (efter Nigeria og Egypten), og vækstraten på over 3% om året er blandt de højeste i verden. Omkring halvdelen af befolkningen er under 15 år. Dette bidrager i sig selv til en meget lav levestandard for det store flertal, ikke mindst i landområderne. Også i byerne er antallet af meget fattige mennesker vokset, især efter at den tidligere regerings stærke kontrol med befolkningens flytning fra land til by er bortfaldet. Fortsat bor dog 85-90% på landet. Mindst en tredjedel af den voksne befolkning er analfabeter, og langt de fleste af disse er kvinder, hvilket afspejler navnlig landbokvindernes meget hårde levevilkår.

I modsætning til, hvad der ellers er almindeligt i Afrika, er Etiopiens grænser ikke primært fastlagt af kolonimagterne. Alligevel er den etniske sammensætning overordentligt kompleks, idet en lang række folkegrupper blev undertvunget og indlemmet i Etiopien, efterhånden som kejserriget udvidede sine grænser. Der findes således mere end 80 etniske grupper med hver deres sprog og kulturelle særpræg, samtidig med at sameksistensen har ført til talrige blandinger.

Der skelnes mellem tre hovedgrupper. Blandt de semitiske folk er amharer og tigrayer vigtigst; de er overvejende bønder i det nordlige og centrale højland, og et flertal er kristne. Amharerne har traditionelt domineret politik og økonomi. De kushitiske folk omfatter den største enkeltgruppe, oromoerne. Størstedelen er muslimer, og mange er kvægbrugere i det sydlige og østlige lavland, nogle som egentlige nomader. Endelig er der de relativt få bantu folk i de vestlige og sydvestlige randområder; mange af dem er animister, og indtil 1960'erne og 1970'erne var deres integration i Etiopien helt marginal.

En vigtig faktor bag amharernes ekspansion var et tiltagende befolkningspres og en økologisk nedslidning af deres kerneområder i det nordlige højland; dette gør sig fortsat gældende. Vandringer fra nord mod de tyndere befolkede og mere frugtbare egne mod syd og vest har således bidraget til den etniske kompleksitet. I forbindelse med den store tørkekatastrofe i 1984-85, som netop ramte hårdest i det nordlige højland, tvangsflyttede militærstyret 1 mio. mennesker; mange af disse har dog efter styrets fald søgt tilbage til deres hjemegn.

Over halvdelen af befolkningen antages at være kristne (overvejende etiopisk-ortodokse), mens noget under halvdelen er muslimer.

Befolkningssituationen kompliceres af de mange krige i regionen, som har medført store flygtningestrømme ind og ud af landet. Etiopien huser fortsat et betydeligt antal flygtninge fra Sudan og Somalia, og under borgerkrigen i Etiopien flygtede over 1 mio. mennesker til Sudan, hvorfra de nu langsomt vender tilbage. Også integrationen af soldaterne fra militærstyrets nu demobiliserede hær, som med mere end 400.000 mand havde været Afrikas største, udgjorde et væsentligt problem.